Mand tilsvinede 13-årig: Er du luder?
To dage i træk er mindreårige piger på Fyn blevet forfulgt af krænkende mænd.
For anden dag i træk er mindreårige på Fyn blevet forfulgt af mænd, der har forulempet dem verbalt og opført sig krænkende eller truende.
I forvejen efterforskes to sager om grove seksuelle overgreb mod mindreårige piger på Sydfyn på tredje måned, og sagerne har vakt voldsom opsigt.
I torsdagens aktuelle tilfælde blev en 13-årig pige udsat for verbal tilsvining af en mand, da hun kom gående på hovedgaden i Haarby.
"Er du luder? Er du liderlig?"
"Er du luder? Er du liderlig?," råbte manden ifølge fyens.dk fra en bil, en blå VW Transporter.
Det verbale overfald fandt sted ved højlys dag - omkring kl. 13.30, oplyser fyens.dk - og den ukendte mand råbte til pigen fra passagersiden i bilen.
Pigen blev bange og satte i løb, men manden i bilen rullede ved siden af pigen, indtil hun fik rystet ham af sig. Derefter så hun bilen forsvinde i retning mod Flemløse og Assens.
Smalt ansigt og strikhue
Lokalpolitiet i Assens beder eventuelle vidner til episoden om at henvende sig med oplysninger.
Manden beskrives som dansk af udseende og mellem 25 og 30 år. Han har et smalt ansigt og var iført en sort strikhue, som ikke gik ned over ørerne, samt en sort hættetrøje, skriver fyens.dk.
Bilen var en mørkeblå VW Transporter af ældre model med gule plader.
Henvendelser i Svendborg-sag
Også lokalpolitiet i Svendborg er på udkig efter en potentiel sex-krænker. Her blev en 13-årig pige i onsdags ved 19.45-tiden antastet af en mand på Søgårdsvej i Svendborg.
Denne mand var kørende i en bil, som pigen har beskrevet som en lille bil, som pigen over for politiet har beskrevet som "mørk" eller "blå/sort".
Den var forsynet med en antenne på taget ved forruden, og i antennen var der bundet en lille hvid snor.
Efter omtale i en række medier af sagen har lokalpolitiet fået de første henvendelser i sagen fra Svendborg, oplyser vicepolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen til TV 2 Fyn.
Fyns Politi efterforsker i forvejen de to grove seksuelle overfald på to mindreårige piger, der fandt sted i Øster Skerninge og Refsvindinge.