Hækkerup: Adoption overtræder børnekonvention
Social- og integrationsministeren vil have undersøgt området for senadopterede børn.
"Det er ud som om, at FN's Børnekonvention er blevet overtrådt i den her sag."
Sådan lød det onsdag morgen fra social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S), da hun i Go'Morgen Danmark kommenterede den meget omtalte tv-dokumentar om den senadopterede Masho fra Etiopien.
Dermed anerkender ministeren delvist den kritik, som Amnesty International rejste efter tv-udsendelsen. Både FN's Børnekonvention og Haager-konventionen er blevet overtrådt i Masho-sagen, lød det fra Amnestys jurister.
Krisemøde på fredag
Ministeren har indkaldt Folketingets partiet til krisemøde på fredag for i fællesskab at se på, om den danske adoptionsproces kan gøres bedre.
Hun understreger, at hun allerede har sat penge af til uddannelse af adoptionsforældre, men hun er åben over for ideer.
"Vi tilbyder kurser til adoptivforældre, og det er især vanskeligt at få et stort barn, der kan huske hvad han eller hun kommer fra," siger Karen Hækkerup til Go'Morgen Danmark.
"Slå koldt vand i blodet"
Hun ønsker ikke at kommentere enkeltheder i sagen om Masho, men opfordrer de mange danskere, der har ytret sig kritisk om forældrene Gert og Henriette Vedsegaard, til at dæmpe sig lidt ned.
"Det her er sket for flere år siden, og vi kan ikke spole tiden tilbage. Mange mennesker skriver på jeres hjemmeside (TV2's, red.) og på min Facebook-side: Send hende hjem til sine forældre, send hende over til mig, osv. Til dem vil jeg gerne sige: Slå koldt vand i blodet; man kan ikke skrue tiden tilbage, og hvad er det hun skal tilbage til: Et etiopisk børnehjem? Jeg er sikker på, at hun vil få det bedre her i Danmark," siger Karen Hækkerup til Go'Morgen Danmark.
Foreningen Adoption & Samfund har efter tv-dokumentaren udsendt en lang række forslag til forbedringer af adoptionssystemet, blandt andet indførelsen af et adoptionsråd og en børneombudsmand.