Tusinder mister tilskud til rengøring
25.000 pensionister kan snart ikke længere få støtte til rengøring, selv om regeringen i fjor lovede at videreføre hjemmeserviceordningen.
Landets pensionister mister fra årsskiftet alle tilskud til betaling af rengøringshjælp i hjemmet.
Hjemmeserviceordningen skrottes som led i den netop indgåede finanslovsaftale mellem regeringen og Enhedslisten, og samtidig udløber den såkaldte bolig-jobordning, hvor udgifter til bl.a. rengøringshjælp kan trækkes fra i skat.
Socialdemokraterne og SF havde ellers i det fælles oplæg ”Fair løsning” fra før valget lovet at styrke hjemmeserviceordningen. Ved finanslovsaftalen i fjor blev det gentaget, at hjemmeserviceordningen, der giver 30 pct. i tilskud til rengøringshjælp, ville blive videreført, når bolig-jobordningen forsvinder ved årsskiftet 2012/2013.
En skandale
På den baggrund mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at regeringen gør sig skyldig i et løftebrud over for de ca. 25.000 ældre, der i dag benytter sig af hjemmeserviceordningen.
»Det er en skandale. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forstillet mig, at regeringen i den virkelige verden ville afskaffe hjemmeserviceordningen,« siger Kristian Thulesen Dahl.
Både Dansk Folkeparti og Ældre Sagen pointerer, at ordningen tjener to væsentlige formål. Dels giver den i en krisetid beskæftigelse til folk, der ellers ville have svært ved at finde et job. Og dels er den en ventil for de ældre, der pga. besparelser i kommunerne oplever, at hjemmehjælperen kun kommer forbi hver anden eller tredje uge mod tidligere hver uge.
»Vi er dybt skuffede over, at man ikke gennemfører det, som man skrev i finanslovsaftalen for 2012,« siger souschef Jens Højgaard, Ældre Sagen:
»Der er nogle ældre, som ikke har råd til at købe rengøringshjælp uden tilskuddet. De kommer nu til at leve i et beskidt hjem.«
En ansvarlig linje
Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) henviser til, at regeringen har valgt en »ansvarlig linje i den økonomiske politik«.
Nedlæggelsen af hjemmeserviceordningen ventes at give en årlig besparelse på knap 89 mio. kr.
Samtidig viser en undersøgelse fra 2007 ifølge ministeren, at hjemmeservice primært benyttes af pensionister med høje indkomster.
»For mig er det afgørende, at de svage ældre får den hjælp, de har brug for,« udtaler ministeren i en skriftlig kommentar.
Læs artiklen "Nu skal Judith Sandager betale hele regningen" i Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.
Få digital adgang til artiklerne. Find det abonnement, der passer dig bedst. Klik her