Mand tvangsindlagt med monsterpromille
"Vi andre dødelige ville være færdige," siger vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
En 48-årig mand, der i morges blev bragt til Kolding Sygehus med en promille på 5,7, er nu blevet tvangsindlagt på ubestemt tid.
Det sker efter, at manden efter første indlæggelse med en promille på 5,7 besluttede sig for at forlade sygehuset kort efter behandling, svinge forbi en kiosk og købe tre flasker vodka, og derefter drikke den ene flaske vodka i hjemmet i selskab med en ven.
Den voldsomme handling medførte en besvimelse, og manden blev derfor endnu en gang kørt på Kolding Sygehus.
Var klar til at tage hjem igen
Efter anden behandling var manden igen klar til at forlade sygehuset, men denne gang blev der sagt stop.
"Manden var så fuld, at det var helbredsmæssigt uforsvarligt at lade ham gå. Så i samarbejde med sygehuset har vi lavet en lægeerklæring, der kan holde ham her lidt endnu," fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Martin Rasmussen og tilføjer:
"Vi andre dødelige ville være færdige på det tidspunkt."
Martin Rasmussen tør ikke gætte på, hvor høj mandens promille har været, efter at manden har drukket en hel flaske vodka, men fortæller samtidig, at man godt kan have en uhyggeligt høj promille, hvis man drikker mere end normalt.