Høreklinikker i oprør over spareforlig
Tilskud til høreapparater beskæres med 43 pct. Konkurrenceforvridende, mener en række private høreklinikker.
En række private høreklinikker går nu til Konkurrencestyrelsen for at få fjernet de bebudede besparelser på det offentlige tilskud til høreapparater udleveret fra private høreklinikker.
Klinikkerne, som tæller en række store aktør på det private marked i Danmark, er "i oprør" over, at regeringen vil beskære tilskuddet markant fra nytår.
Faktisk hele 43 procent, anfører klinikkerne i den fælles henvendelse til Konkurrencestyrelsen.
Regeringen indgik natten til torsdag et forskningsforlig med Enhedslisten og Liberal Alliance. Forliget på 770 mio. kr. til forskning og innovation skal delvist finansieres ved at beskære tilskuddet til høreapparater udleveret fra private høreklinikker.
Tilskud faldet 4.850 kr.
Fra 1. januar 2013 bliver tilskuddet sænket fra 11.200 kr. for et apparat til hvert øre til 6.350 kr. - en besparelse på 4.850 kr. eller 43 procent.
Besparelsen på 4.850 kr. skal brugerne fremover selv betale, men det får voldsomme konsekvenser, advarer de private høreklinikker.
Mange vil ikke have råd til at betale den højere pris på høreapparater, lyder advarslen,. Det vil tvinge mange brugere over i de offentlige ventelister, som mange steder er på langt over to år, anfører de private høreklinikker i henvendelsen til Konkurrencestyrelsen.
Tegner det meste af markedet
Klinikkerne, der tegner sig for størstedelen af aktørerne på det danske marked, mener at forliget overtræder Konkurrencelovens paragraf 1, som skal sikre, at de offentlige midler altid bruges bedst muligt.
Og det vil ikke være tilfældet efter nytår, når "nedskæringen i tilskuddet vil betyde øget egenbetaling for de borgere, som vælger behandling i det private," som det lyder i henvendelsen.
På grund af prisen vil mange brugere søge over til det gratis tilbud i det offentlige system, men "problemet er bare, at denne behandling er dyrere for samfundet og derfor spild af statens midler," skriver klinikkerne i henvendelsen til Konkurrencestyrelsen.
Klinikker: Forliget vil falde
Ifølge klinikkerne bliver udgifterne "bare flyttet rundt, for når de nye regler træder i kraft, vil de offentlige behandlingssteder skulle behandle et langt større antal patienter, og det til en langt højere pris."
Gruppen af høreklinikker mener, at henvendelsen til Konkurrencestyrelsen vil "få forliget til at falde", fordi det i forligsteksten hedder, at "partierne tager til efterretning, at regeringen lægger til grund, at nedsættelsen af tilskuddet pr. høreapparat er begrundet i prisfald på høreapparaterne og ikke forrykker konkurrenceforholdet mellem de offentlige sygehuse og de private forhandlere til ugunst for de private forhandlere…".
Høreklinikkerne har nu hyret en ekstern ekspert fra Copenhagen Business School til at gennemregne konkurrenceforskellene mellem det offentlige og det private.
Over 300.000 danskere har et høreapparat, og omkring 800.000 danskere har et større eller mindre hørehandicap.