Boligforening tøver med at tage imod juletræ
Bestyrelsen i boligforeningen Egedalsvænge er uenig om, hvorvidt man skal tage imod juletræ fra gavmild giver.
Sagen om det årlige juletræ i boligforeningen Egedalsvænge i Kokkedal tog torsdag aften endnu en drejning.
Et muslimsk flertal i boligforeningens bestyrelse har afvist at bruge 7000 kroner på et juletræ, selv om bestyrelsen tidligere på året brugte 60.000 kroner på den muslimske eidfest.
Torsdag tilbød privatpersonen Jonas Birger-Christensen foreningen så 7000 kroner til et juletræ og yderligere 7000 kroner til næste års eidfest.
Men bestyrelsen i boligforeningen tøver med at tage imod det generøse tilbud.
- Det lyder som en gavmild person. Men jeg synes stadig, at vi skal holde fast i vores beslutning, fordi det her er ikke et økonomisk problem, siger bestyrelsesmedlem af boligforeningen Egedalsvænge Ismail Mestafi til DR Nyheder.
Principiel karakter
Og til TV2 Nyhederne udtaler samme bestyrelsesmedlem, at beslutningen om i første omgang at droppe juletræet var af principiel karakter.
- Vi skal ikke lade os diktere udefra, lyder det fra Ismail Mestafi.
Boligforeningens formand, Karin Leegaard Hansen, udtalte tidligere torsdag, at foreningen ville takke ja til alle de juletræer, der måtte komme.
- Det er stort af de borgere og politikere at tænke på os, sagde hun ifølge P4 København.
Ifølge Karin Leegaard Hansen er opbakningen til både at fejre jul og eid i Egedalsvænge stor, efter at sagen er kommet frem.
- Jeg har aldrig oplevet så stort fællesskab. Det er styrket så meget, og beboere med alle mulige baggrunde står sammen, sagde hun til radiostationen.
Boligforeningens bestyrelse holdt torsdag aften møde for at diskutere, hvorvidt man skal tage imod juletræet, men holder nu endnu et møde om sagen i næste uge.
Bestyrelsesmedlem Ismail Mestafi understreger over for TV 2 News efter mødet, at beslutningen blev truffet, fordi der ikke er nogen i bestyrelsen, som har ønsket at påtage sig opgaven med at få sat juletræet op.
Men den forklaring afvises af Karin Leegaard Hansen.
- Det er ikke sandt. Jeg har sagt, at jeg gerne vil stå for det, siger hun til DR Nyheder.