Ekspert: Atomaffald kan ende i Sverige
Svensk ekspert i atomaffald mener, at Sverige kan tage mod det omstridte affald.
Sverige kan sagtens tage mod det mest radioaktive atomaffald - 233 kg mellemradioaktivt atomaffald - fra den tidligere Atomstation Risø, som Dansk Dekommissionering nu vil forsøge at få afskibet til udlandet.
Svensk lovgivning tillader ved særlige lejligheder import af atomaffald. Og jeg mener, at dette kan kvalificeres som en særlig lejlighed.Johan Swahn, ekspert i atomaffald.
Det fortæller Johan Swahn, som er ekspert i atomaffald og direktør for Miljøorganisationen Kerneaffaldsgranskning (MKG) i Sverige.
"Sverige har erfaring med at håndtere denne type atomaffald. Vi har meget lignende atomaffald fra vores forskningsanlæg i Studsvik, som har foretaget og stadig foretager den samme form for test af brændsel, som blev foretaget på Risø," siger Johan Swahn til Jyllands-Posten.
Særlig lejlighed
De 233 kg langlivet atomaffald er den mest kontroversielle del af atomaffaldet fra Risø, og Danmark har i de senere år forgæves forsøgt at få udlandet til at aftage affaldet.
Tidligere på dagen meddelte direktøren for Dansk Dekommissionering, Ole Kastberg Nielsen, at man i samarbejde med Udenrigsministeriet lige nu er i dialog med syv-otte lande om at aftage det de 233 kg "særligt langlivet affald".
Og der er ifølge Johan Swahn ikke noget til hinder for, at det bliver Sverige, som overtager håndteringen af det besværlige affald.
"Svensk lovgivning tillader ved særlige lejligheder import af atomaffald. Og jeg mener, at dette kan kvalificeres som en særlig lejlighed," siger han og understreger, at der er tidligere eksempler på, at Sverige har taget mod et andet lands atomaffald.
Ikke det hele
Beslutningen om at forsøge at afskibe det mest radioaktive af atomaffaldet har vakt glæde i begge fløje af folketingssalen.
Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har tidligere meldt ud, at de endda er klar til at gå skridtet videre og se på muligheden for at få sendt alt det lav- og mellemradioaktive atomaffald til udlandet.
Hvis det bliver håndteret på den rigtige måde, kan det nok godt lade sig gøre at finde mulighed for sådan en løsning.Johan Swahn, ekspert i atomaffald.
Men det vil ifølge Johan Swahn stride mod etikken omkring håndtering af atomaffald.
"Jeg vil ikke på nogen måde foreslå, at alt dansk atomaffald skal sendes til et andet land, for etikken omkring atomaffald siger, at ethvert land skal håndtere sit eget atomaffald. Men i Danmarks tilfælde vil det måske være bedst at indgå i et samarbejde med et andet land for at håndtere den relativt lille mængde af mere farligt atomaffald. Og det kunne være Sverige," siger Johan Swahn.
Ret sandsynligt
Han pointerer, at han ikke ved, om Sverige er et af de syv-otte lande, som Dansk Dekommissionering lige nu er i dialog med.
Men han anser det for at være "ret sandsynligt", at en aftale kan falde på plads, hvis Danmark henvender sig.
"Jeg tror, det er ret sandsynligt. Og det ville måske skabe lidt debat i Sverige, men hvis det bliver håndteret på den rigtige måde, kan det nok godt lade sig gøre at finde en løsning," siger Johan Swahn.