Fortsæt til indhold
Indland

Er ulven i Thy den forsvundne hund Bossie?

En efterlyst slædehund minder ifølge ejeren forbavsende meget om ulven i Thy.

Slædehunden Bossie, som er stukket af hjemmefra.

Der sidder en hundeejer i Dronningelund og savner sin Slædehund, Bossie, der stak af for snart seks uger siden..

Samtidig er der meldinger om, at en ulv er blevet spottet omkring 100 kilometer derfra i Thy Nationalpark.

Og ifølge Bossies ejer, Annette Petersen, kan de to ting have en hel del med hinanden at gøre.

"I teorien kunne Bossie sagtens løbe de 100 kilometer til nationalparken, når først han får færten af en mus eller rotte, så farer han afsted," siger hundeejer Annette Petersen til Jyllands-Posten.

Kan ligne en ulv

Hunden er af racen alaskan malamute, og kan ifølge Annette Petersen godt ligne en ulv - især på lang afstand.

"Vi har billeder af ham, hvor han er langt væk, og der ser han meget mørk ud, og kunne altså sagtens ligne en ulv," siger hun.

Slædehunden er 5 år gammel og vejer 50 kg. Den har været hos familien Petersen, siden den var hvalp.

Og det er ikke første gang i de 5 år, at Bossie har besluttet sig for at løbe væk hjemmefra.

Sat i bur

Sidste gang, slædehunden løb væk, blev han indfanget og sat i bur af de folk, der fandt ham.

"Siden da har han været helt mærkelig, og derfor undrede det mig egentlig ikke så meget, da han en dag løb væk og ikke kom igen," siger Annette Petersen.

Hun håber dog stadig på at få familiens hund igen og siger samtidig, at man ikke skal være bange for Bossie, hvis man skulle støde på hunden, der - næsten - altid kommer, når man kalder.