Officer frifundet for pligtforsømmelse
En 27-årig premierløjtnant er fri for beskyldninger om grov overtrædelse af den militære straffelov.
Pligtforsømmelse af særlig grov karakter, var anklagerens påstand , da sagen gik i gang ved Retten i Næstved.
En enig domsmandsret har i dag tirsdag frifundet officeren.
Ifølge anklageskriftet var han tiltalt for:
pligtforsømmelse af særlig grov karakter begået under en våbnet konflikt, da han som delingsfører den 3. september 2011 i en compound i Helmand Provinsen i Afghanistan i strid med en mundtlig givet befaling ikke forhindrede en gruppe i delingen i at gå derind.
Desuden lød anklagen, at han ikke, efter at have erfaret, at de var gået derind, undlod at trække gruppen ud igen.
Soldat dræbt
Det medførte, at en improviseret sprængladning eksploderede.
Ved eksplosionen blev en dansk soldat, 22-årige Jacob Sten Lund Olsen fra Bornholm, dræbt og fire andre soldater såret.
For domsmandsretten i Næstved afgav den tiltalte officer og 18 vidner forklaring. Alle var de ansat ved Forsvaret og udsendt til Afghanistan i den periode, ulykken skete.
Især kompagnichefens vidneudsagn vakte en vis opsigt. Han forklarede nemlig, at han ikke havde givet den tiltalte officer en mundtlig ordre om at undlade at gå ind i det såkaldte compound.
Han havde, forklarede han som vidne i Retten, tilkendegivet sin hensigt med compoundet. Hensigten var at der skulle gennemføres en særlig operation mod compoundet.
Begmand til anklageren?
Domsmandsrettens medlemmer lagde afgørende vægt på den præcise formulering i anklageskriftet, og det forklares i en pressemeddelelse fra Retten i Næstved på en måde, der mere end indikerer, at domsmandsretten var nødt til at frifinde på grund af denne formulering.
Sådan skriver Retten i Næstved om spørgsmålet:
Som anklageskriftet var formuleret, var det en forudsætning for, at retten kunne dømme for grov pligtforsømmelse, at det var bevist, at der var givet officeren en mundtlig befaling om ikke at gå ind i compoundet. Da det ikke var bevist, at der var givet en sådan befaling, og da en hensigtserklæring fra kompagnichefen ikke kunne anses for en befaling, blev officeren frifundet.
Efter sagens afslutning i Retten sagde premierløjtnantens forsvarer Torben Koch til TV 2 News, at afgørelsen er en ordentlig juridisk begmand til auditøren (anklageren, red.).
"Hvis auditøren vælger at anke afgørelsen fra Næstved, vil det være ren kemikaze", tilføjede han.