Fortsæt til indhold
Indland

Politiet leder efter sælger af dræberstof

En svensk mand døde efter at have indtaget narkotika på Roskilde Festival.

Efter et narkotikadødsfald på Roskilde Festival natten til mandag leder politiet nu efter de personer, som sælger de farlige stoffer.

"Vores arbejde omkring det tragiske dødsfald er sådan set overstået, og nu forsøger vi at finde frem til, hvad det er for et stof, og hvem han har købt stoffet af," siger vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, Per Heide Sørensen.

"Vi har været tilstede på Roskilde Festival i 40 år. Selvom dødsfaldet ikke ændrer ret meget, retter vi nok ind mod noget bestemt," siger han.

Søgte hjælp hos samaritter

Den 20-årige mand fra Sverige indtog ifølge vidner et krystallinsk, hvidt pulver, som han formentlig havde købt på festivalen. Det formodes at være et blandingsprodukt.

Først på natten fik han det dårligt og søgte hjælp hos festivalens samaritter.

Kl. halv tre om natten blev han indlagt akut på Roskilde Sygehus, men en halv time senere afgik han ved døden på sygehuset.

Næsten samtidig blev tre andre festivalgæster indlagt, to med alkoholforgiftning og én med både narkotika- og alkoholforgiftning.

Stof skal klarlægges

Ifølge Per Heide Sørensen er der ikke mistanke om, at der skulle være foregået noget kriminelt i forbindelse med dødsfaldet.

Efter mandagens ligsyn blev det derfor besluttet, at manden skal obduceres.

"En af de førstkommende dage, vil han blive obduceret, men der kan gå adskillige måneder, før vi har svar på analyserne af stoffet," siger han.