Fortsæt til indhold
Indland

Bilist kørte motorcyklister ned

En bil påkørte en motorcykel nær Kruså i Sønderjylland, men begge personer overlevede.

Tirsdag eftermiddag omkring kl. 14 kolliderede en bil og motorcykel med to personer på Flensborgvej ved Kruså.

"Det drejer sig om en motorcykel, der blev påkørt af en bil, som prøvede at foretage en vending på vejen," oplyser Ivan Gohr Jensen, vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Motorcyklisterne var et tysk par, hvor manden er 50 år, mens der endnu ikke er overblik over kvindens alder.

Benbrud og knubs

Efter ulykken ankom politiet til stedet, og der blev tilkaldt en helikopter til de tilskadekomne.

"Kvinden har fået et benbrud, mens køreren har fået knubs. De blev begge fløjet med helikopter til sygehuset i Flensborg," siger Ivan Gohr Jensen.

Bilen blev ført af en ældre mand, der havde sin kone med på passagerersædet. Begge personer slap uskadt.