Barsk melding til halv mio. ansatte
Kommunale medarbejdere skal selv finansiere nye uddannelser, som KL-boss kræver af dem.
Kommunerne er tilsammen den største offentlige arbejdsgiver med en samlet lønmasse på 160 mia. kr. til de 501.000 ansatte.
På mange områder skal de ansatte i gang med at arbejde på en anden måde, og smart teknologi skal ind i billedet. Men kommunerne får ikke flere penge til at betale for en barsk omlægning af indsatsen, så medarbejderne skal selv have penge op af lommen.
Sådan lyder det fra formanden for Kommunernes Landsforening og borgmester i Horsens, Jan Trøjborg (S), netop på Arbejdernes Internationale Kampdag 1. maj og umiddelbart forud for treparts-forhandlingerne mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne.
Man skal blive i sit fag
Trøjborg lægger afstand til fagbevægelssens krav om ret til selvvalgt uddannelse:
"Det, vi som arbejdsgivere har brug for i en presset tid, er kompetenceudvikling inden for medarbejderens kerneområde. Der er brug for kompetenceudvikling, ikke kun i form af egentlige uddannelser og kurser, men også i høj grad læring på jobbet eller en kombination heraf. Det er afgørende, at man kan bruge det, man har lært, og at man ikke efteruddanner sig væk fra sit fagområde, men til at blive bedre indenfor det,” siger Trøjborg.
Betal selv
KL-formanden peger direkte på, at hvis det skal lykkes at løfte komptencen hos medarbejderne, er det nødvendigt, at medarbejderne også selv investerer i den strategiske kompetenceudvikling og i deres egen kompetenceudvikling:
"Det kan dels ske i form af en slags medfinansiering i form af kompetencepuljer/-fonde eller lignende, og det kan ske ved at medarbejderne i højere grad uddanner sig i deres fritid eller i en tjenestefrihed uden løn," siger Jan Trøjborg.
Lavere startløn
KL-formandens oplæg til trepartsforhandlinger indeholder også, at medarbejdere kan blive nødt til at begynde med en lavere løn:
"Vi må have øget anvendelse af en eller anden form for indslusningsløn. Vi har den sådan set allerede i aftalen om integrations- og oplæringsstillingerne. Den bliver bare næsten ikke anvendt, da den har nogle systemfejl, som bør rettes."
"Erhvervsskoler er blindgyder"
Jan Trøjborg giver landets erhvervsskoler det glatte lag:
"Kvaliteten er for dårlig, frafaldet katastrofalt stort, og manglen på praktikpladser gør, at erhvervsskolerne betragtes som blindgyder."
Hvad mener du om Jan Trøjborgs udmelding?