Fortsæt til indhold
Indland

Sexbutik lukker efter landsby-trusler

Vibeke og Kim Madsen har drejet nøglen om på deres sexbutik i Nors efter trusler på livet.

"Du sørger for, at denne butik kommer ud af byen, for ellers sker der dig noget".

Sådan lød ordene fra den anonyme stemme i røret til medindehaver af den lokale sexbutik i Nors, Kim Madsen, skriver nordjyske.dk.

"Jeg fik at vide, at det ville være synd for mine to piger, hvis der skete mig noget," siger han til nordjyske.dk.

Manden bag de anonyme trusler havde ifølge Kim Madsen en tydelig Nors-accent. Men det er ikke første gang "Butik Viv", som sælger lingeri og sexlegetøj, har mærket modstand fra landsbyen.

Smadret butiksskilt

Kim Madsen og hans kone Vivi har også oplevet andre former for anonyme beskeder fra folk i landsbyen, der åbenbart ikke bryder sig om at have en sexbutik i nabolaget.

Deres varelager er også blev truet med at blive destrueret, og natten til søndag blev butikkens lyserøde skilt revet ned af butiksfacaden og smadret.

Parret valgte at erstatte det med et mere neutralt skilt i sort og hvidt, men der er åbenbart stadig folk fra byen, som føler sig stødt over butikken.

Lukker efter trusler

Men med de telefoniske trusler på livet har Vibeke og Kim Madsen nu besluttet sig for at lukke deres sexbutik i Nors. Tilbage står ægteparret med stor forundring over butikkens modtagelse.

"Vi har ikke på nogen som helst måde været ude på at skabe uro, og vi har skærmet varerne af med to meter høje skillevægge, så kunderne ugenert har kunnet handle, og vi har ligeledes sikret os, at børn ikke kunne blive forulempet," siger Kim Madsen til nordjyske.dk.

Parret har igennem deres advokat skriftligt politianmeldt de telefoniske trusler.