Hedegaard-opponent: Godt, han er frifundet
Lars Hedegaard dæmoniserer muslimer, men det skal man ikke straffes for, mener Ole Birk Olesen (LA), der hellere vil bekæmpe racistiske udtalelser med argumenter
Ole Birk Olesen (LA) var en af de første til at kritisere Lars Hedegaard for at dæmonisere muslimer på grund af hans udtalelser i et videointerview på Snaphanen.dk.
Historien blev bragt til den bredere offentligheds kendskab, da den havnede på Ole Birk Olesens netavis 180Grader.dk, hvorefter sagen rullede i samtlige medier og kulminerede med mellem 10 og 15 politianmeldelser mod Lars Hedegaard.
Glad for frifindelse
Alligevel er han glad for, at Lars Hedegaard ikke er blevet dømt for racisme.
"Jeg er glad for, at han er frifundet. Ingen skal straffes for at sige noget, med mindre det er trusler mod andre mennesker," siger Ole Birk Olesen, der gerne vil have afskaffet racismeparagraffen.
I dag blev Lars Hedegaard frifundet for racisme af syv enige dommere i Højesteret for blandt andet at sige, at muslimer voldtager deres børn.
Den rigtige reaktion
Ole Birk Olesen mener dog, at den slags udtalelser skal bekæmpes med modargumenter i stedet for paragraffer.
"Det han sagde, var dæmoniserende og forkasteligt. Hans hensigt var at gøre muslimer til en slags u-mennesker, der ikke passer på deres egne børn. Jeg tror, at muslimer er cirka som alle andre mennesker, der som hovedregel vil det bedste for deres børn. Men Lars Hedegaards pointe var, at det er muslimer ikke. Den slags skal diskuteres væk," siger Ole Birk Olesen.
Han mener, at den heftige kritik, der regnede ned over Lars Hedegaard, er den rigtige reaktion på udtalelserne.
"Samfundsdebatten har vundet, fordi han ikke er blevet dømt, og fordi Lars Hedegaard er blevet pillet ned til det niveau, hvor han hører hjemme, nemlig som en lidt sær person i periferien af debatten."