Skib på grund ved Øresundsforbindelsen
Politiet: Der er mistanke om, at kaptajnen på grundstødt skib i Øresund er påvirket.
Et maltesisk olie- og kemikalietankskib er gået på grund lige nord for Øresundsforbindelsen.
Skibet var på vej mod Riga, men sejlede uden last, da det torsdag formiddag ramte en sandbanke ved Nordre Røse lige ud for Kastrup.
- Så der er ikke fare for noget udslip, siger stabsvagten hos Søværnets Operative Kommando, orlogskaptajn H.C. Iversen.
Skibet Terry er forstærket til sejllads i isfyldt farvand, så det har næppe taget skade af mødet med den danske sandbund.
Russisk kaptajn
Københavns Politi har sendt et par betjente ud til skibet ved hjælp af en af havnevæsnets både. Der er mistanke om, at kaptajnen er spirituspåvirket.
- En foreløbig alkometertest har vist noget over det tilladte, siger den centrale vagtleder, Flemming Kim.
Der er ifølge de foreløbige oplysninger tale om en russisk kaptajn, som åbenbart ikke fik drejet i tide til at følge sejlrenden hen over Øresundstunellen mellem Amager og Peberholm.
En redningsbåd fra lufthavnen i Kastrup er sendt til stedet, indtil et patruljefartøj og et miljøskib fra flåden kan nå frem.
Skibet er nu tilbageholdt og skal komme med en plan for, hvordan det skal bjærges.