Sygeplejersker: Giv os mere lægearbejde
Kæmpegevinst for borgernes sundhed, siger Dansk Sygeplejeråd om KL's sundhedspolitiske udspil.
Det er ambitiøst og positivt, at KL vil flytte flere sundhedsressourcer ud i lokalsamfundet, lyder det i en kommentar fra Dansk Sygeplejeråd (DSR) til dagens sundhedspolitiske udspil fra KL.
DSR melder sig klar kalder udspillet "ambitiøst" og er især glad for forslaget om at ansætte flere sygeplejersker i kommunerne og lade sundhedsplejerskerne stå for 3-års undersøgelsen. Det er en undersøgelse, som hidtil har været en del af de praktiserende lægers arbejde.
”De seneste 10 år er antallet af sygeplejersker per ældre borger i kommunerne faldet. Og jeg glæder mig over, at den udvikling nu skal vendes," siger Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, i en udtalelse.
"Ikke en dag for tidligt"
"Vi ved jo, at antallet af ældre over 80 år bliver fordoblet frem mod 2030, og kommunerne får langt flere sundhedsopgaver, så det er ikke en dag for tidligt, at vi kommer i gang med at styrke de sundhedsfaglige kompetencer i det nære sundhedsvæsen,” tilføjer Grete Christensen, som siger, at det blandt andet kan give større kvalitet i de opfølgende hjemmebesøg hos svækkede borgere, så vi undgår mange genindlæggelser.
"Samtidig er det oplagt, at der kommer sygeplejersker på samtlige plejehjem, som kan tage sig af den ofte komplicerede sygepleje og behandling, så vagtlægen ikke behøver at indlægge borgerne, fordi der mangler sundhedsfaglige kompetencer," forklarer Grete Christensen, som er klar over, at sygeplejerskerne dermed bevæger sig ind på lægernes opgave.
Men KL-udspillet er i trit med Forebyggelseskommissionens anbefalinger, understreger hun.
"Og det giver god mening, at sundhedsplejerskerne, som kender familierne og kan yde en tidlig indsats mod overvægt og mistrivsel fremover skal løfte den opgave,” siger Grete Christensen, som er formand for landets 70.000 sygeplejersker.