Fortsæt til indhold
Indland

Ravfeberen raser efter storm

Stormvejret viser, at en gammel og stolt tradition på vestkysten stadig er i live.

Det breder sig som en steppebrand i det kolde vestjyske landskab.

Lynhurtigt via mobiltelefonen går rygterne. En sms tikker ind, en telefon ringer, og raventusiasterne smider alt, hvad de har i hænderne, og drager mod stranden.

”Det er fuldstændig lige meget, hvad dag det er, og det er også lige meget, om folk skal på arbejde. Når vejret er til det, skal der jagtes rav,” siger Hans E. Nørgaard til jp.dk.

Glæden ved ravjagten

Han er fisker, har boet i Agger hele sit liv og har tidligere været en af de folk, der lurede på muligheden for at fange rav, men har måttet stoppe på grund af dårlig fysik.

Men selvom han ikke længere farer ud i bølgerne for at finde ravet, så har han ikke svært ved at huske, hvad der trækker ved ravjagten.

”Det er noget helt specielt, og det kan forklares med et enkelt ord: glæde,” siger Hans E. Nørgaard.

Storm giver gode forhold

De sidste to år har det været meget stille for raventusiasterne, men den seneste tids stormvejr har vakt jubel i Vestjylland. Det har nemlig givet optimale forhold til at fange rav.

Stormvejret giver voldsomme bølgebevægelser, der løsner ravet fra havbunden, der herefter samles sammen med træpinde, træstykker, døde søstjerner og andre ting med samme vægtfylde.

Og når der herefter kommer tidevande, og vindforholdene er helt rigtige, går den vilde jagt.

”Det er lige meget, om det er mørkt eller lyst, eller om det er regn. Når forholdene er til det, skal folk af sted,” siger Hans E. Nørgaard.

Søndag var jagten vild

Søndag var en af de dage, hvor vejrforholdene var til ravjagten, og her var Hans E. Nørgaard til stede som tilskuer til det spektakulære optog af raventusiaster i vandkanten.

"Det er et fantastisk skue, og der er en helt unik stemning og en helt unik duft,” siger han.

På et tidspunkt var der 42 mand på stranden, der stod i skrigfarvet tøj med fiskenet og håbet om, at netop de kunne få et ravstykke med hjem.

Og det fik de stort set alle sammen, hvor den største gevinst var et stykke på 185 gram.

Den største fangst

Det er et ”temmelig stort” stykke, fortæller Hans E. Nørgaard, der har erfaring med at finde ravstykkerne.

Helt fra han var lille, har han søgt mod kysterne, og da han var en skoledreng, blev det ikke til mange staveord, når vejrforholdene var til det.

”Der var en helt særlig forståelse fra skolens side, at hvis der virkelig var rav, så vidste man godt, at knægtene ikke kom i skole,” husker Hans E. Nørgaard om den traditionsrige jagt.

”Engang blev undervisningen droppet, da alle eleverne var ude og samle rav,” siger han.

Og hvor det er blevet til mange ravfangster, så husker Hans E. Nørgaard stadig det største fund, han har gjort. Det var et stykke rav på 302 gram, hvilket han desværre fik solgt ved et uheld.

”Det skulle jeg aldrig have solgt, jeg finder aldrig sådan et stykke rav mere,” siger Hans E. Nørgaard med fortrydelse i stemmen.

Væltet omkuld

Men selvom det kan være spændende at fiske rav, og der er store klumper i vente, så er det ikke helt uden fare.

Bølgerne og strømforholdene gør, at dem der jagter det, kan risikere at miste mere end bare fodfæstet, hvilket skete ved søndagens ravjagt.

”Der var en, der blev kastet omkuld. Han blev kastet 10 meter op ad stranden, og han kunne ikke gøre en pind.” fortæller Hans E. Nørgaard.

Og hvor raventusiaster grinede lidt af den uheldige jæger, så er det ikke altid, at det kan være ligeså muntert at blive fanget.

”Man kan ikke vente, til havet er faldet rigtigt til ro, og der er en kolossal magt i bølgerne,” understreger Hans E. Nørgaard.

Et fanatisk hobby

Men fare eller ej, så skal raventusiasterne ud og jage, når vejret er det til det, som det har været på det seneste.

Og blandt raventusiaster hersker en helt speciel stemning og sammenhold.

”Det kan minde lidt om fanatisme, men på en positiv og dejlig måde,” pointerer Hans E. Nørgaard, der mener, at de lokale skoler nok har set et par tomme stoler på det seneste.

”De drenge, der er interesserede, tager nok en ekstra fridag for skolen,” siger han.