15-årig ville være dreng: Fik fjernet bryster
Sundhedsstyrelsen kalder det bekymrende, at privathospital fjernede brysterne på en 15-årig.
15-årige Caspian Drumm er født som pige, men føler sig langt fra hjemme i den krop, som naturen har valgt. Caspian vil være dreng, og lysten har været der længe.
Derfor valgte den 15-åriges forældre at give Caspian en navneforandring i konfirmationsgave, og efterfølgende begyndte teenageren at tage hormoner - som blev udskrevet af en dansk gynækolog efter enkelt konsultation.
Og i juli måned tog Caspian Drumm det næste skridt og lod begge sine bryster fjerne på privathospitalet H.C. Andersen-klinikken i Odense.
Mange skifter mening
Det skriver Dagens Medicin.
Kun personer over 18 år kan komme i betragtning til en kønsskifteoperation, og først når vedkommende er fyldt 21 år og har gennemgået flere års undersøgelser og psykologiske test på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, vil en operation være en mulighed.
"Vi ved, at man som 15-årig kan være meget forvirret om sit køn, og fra internationale undersøgelser ved vi, at mange af de unge skifter opfattelse igen. Vi forsøger at forhale det indgreb, og derfor mener jeg også, at er problematisk, at et privathospital foretager en brystreduktion på en 15-årig pige," siger ledende overlæge ved Sexologisk Klinik Ellids Kristensen til Dagens Medicin.
Vidste det var et minefelt
Kirurgen, som foretog indgrebet, Jens Pilegaard er også direktør på privatklinikken, og han forstår kritikken, men siger til Dagens Medicin:
"Jeg har også været bevidst om, at det var et minefelt, jeg bevægede mig ind på, men jeg følte mig overbevist af forældrene og patienten om, at det var rigtigt. Det var derfor, jeg foretog indgrebet, og jeg er sikker på, at patienten er blevet mere lykkelig efter operationen".
Caspian Drumms mor, Cecilie Bjørnholdt Drumm, understreger, at hun og den 15-åriges far har tænkt konsekvenserne grundigt igennem, og at Caspian er blevet et gladere menneske.
Mødte os ikke med skepsis
"Jeg synes, det var rart, at hospitalet ikke mødte os med den skepsis, som vi mødte på Sexologisk Klinik. Det var nedværdigende og hårdt at møde den skepsis, når man i forvejen har det svært. Jeg synes, det er urimeligt, at han ikke kan få den hjælp, som han har brug for, og at min søn bliver mødt af et stift system, som ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneske," siger hun til Dagens Medicin.
Ca. 70 personer i alle aldre bliver årligt henvist til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet med kønsidentitetsproblemer.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er det ikke decideret ulovligt at fjerne brysterne på en 15-årig pige, der ønsker at være en dreng, eller give vedkommende kønshormoner.
Sundhedsstyrelsen: Bekymrende
Men Anne Mette Dons, overlæge og chef for tilsyn i Sundhedsstyrelsen, kalder det alligevel "bekymrende", at privathospitalet valgte at foretage indgrebet.
"Det giver god mening, at man skal undersøges i flere år, før man kan få den slags operationer, for indgrebet kan ikke gøres om igen. Derfor vil jeg gerne se på hvilket grundlag, privathospitalet har lavet operationen på," siger hun til Dagens Medicin.
Samtidig agter hun at bede Lægemiddelstyrelsen om at undersøge, hvilke gynækologer der udskriver hormonbehandling til unge under 18 år.
Caspian Drumm har foreløbig ingen planer om at få foretaget en egentlig kønsskifteoperation.
Hvor tidligt bør man kunne få kønshormoner?
Fra hvilken alder bør det være muligt at få fjernet brysterne?
Hvor tidligt skal det være muligt at få en egentlig kønsskifteoperation?