Kristne og jøder flygter fra ghettoer
I Vollsmose går jøder og kristne under jorden, fordi de trues med tæsk og får brændt deres biler af. I Gellerup har kirken ansat vagtværn for at få bugt med beboernes hærværk. Og i københavnske områder med mange muslimske beboere anbefales jødiske gymnasieelever at søge andre steder hen. Det skriver Politiken.
I belastede boligkvarterer landet over gør indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande livet så surt for deres udenlandske naboer med kristen eller jødisk baggrund, at det får en stribe organisationer og eksperter til at slå alarm.
De frygter, at landets ghettoer kan udvikle sig til bastioner, hvor religiøse mindretal ikke længere er velkomne.
»Vi får løbende henvendelser om religiøse hadforbrydelser. Hvis ikke vi tager hånd om det her, kan vi ende med en ny apartheidtilstand, hvor bestemte beboere ikke kan bo i nogle boligområder«, siger leder af Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, Niels-Erik Hansen.
Der findes ikke tal på, hvor udbredt den religiøse forfølgelse er i Danmark, men Politiets Efterretningstjeneste offentliggjorde i 2009 en rapport, hvor religiøst motiverede overfald med muligt ekstremistisk motiv blev kortlagt. Her var antallet af hændelser mere end fordoblet i forhold til året før - 21 tilfælde i 2009 mod 9 tilfælde i 2008.
Os mod dem-holdning
Lektor i statskundskab på Aarhus Universitet Peter Nannestad har blandt andet forsket i ikkevestlige indvandreres holdning til jøder. Han mener, at islam »spiller en stor rolle« i forhold til den stigende chikane mod øvrige religioner i ghettoerne.
»Den vigtigste forklaringsfaktor er en generel 'os mod dem'-holdning, som eksisterer i nogle muslimske miljøer. Og denne mistillid til andre er selvfølgelig specielt udpræget i boligområder med mange ikkevestlige beboere. Integrationen har i den grad slået fejl på dette område«, siger Peter Nannestad og tilføjer, at toneskiftet i den offentlige debat også kan være en del af forklaringen.
»Retorikken er i den seneste tid blevet hårdere. Derfor ser vi, at det i visse kredse nu bliver mere legitimt at behandle folk med en anden religion dårligt. I værste fald kan det føre til, at eksempelvis jøder vil forlade Danmark«.
Sorte pletter
I organisationen KAB, der administrerer godt 50.000 lejeboliger, er man klar over, at chikanen finder sted. Men det er ikke så underligt, mener administrerende direktør Jesper Nygård.
»Når man fra politisk side vælger at italesætte belastede boligområder som 'sorte pletter', så gør man indirekte de her ting legitime. Vi har brug for at genvinde respekten for hinanden, hvis problemet skal stoppes«.
For to uger siden valgte 26-årige Yoram at flytte væk fra Vollsmose i Odense, fordi han som jøde flere gange var blevet truet med tæsk.
»Jeg er blevet fortalt, at jeg ikke hører til i Vollsmose, og at det er mit valg, om jeg ville slippe uden skrammer«, siger Yoram, der ikke ønsker sit efternavn i avisen:
»Langt de fleste muslimer er søde og rare. Men på det seneste er jeg blevet antastet oftere og oftere, og jeg gider ikke skulle være bange hele tiden«.