Dansk soldat dræbt i morges
En vejsidebombe har kostet endnu en dansk soldat livet i Afghanistan.
En dansk soldat er søndag morgen blevet dræbt i Afghanistan.
Det oplyser Hærens Operative Kommando, der samtidig gør opmærksom på, at de pårørende er orienteret.
Soldaten døde af en improviseret sprængladning under en patrulje vest for Patrol Base Line, der ligger seks kilometer nordøst for Gereskh.
Det er den 40. dansk soldat, der dør under krigen.
Tænker på familien
Soldaten kom fra Charlie-kompagniet, der er udsendt af Den Kongelige Danske Livgarde.
Kammerater og sanitetsfolk ydede straks førstehjælp, og soldaten blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion. Ved ankomsten til felthospitalet blev soldaten erklæret død, skriver Hærens Operative Kommando i en meddelelse til pressen.
»Vi tænker alle på den dræbte soldats familie, hvis liv i dag med ét er blevet ændret for altid, og på soldatens kammerater i Charlie-Kompagniet, der har mistet en rigtig god ven og kollega,« siger chef for Den Danske Kampgruppe, oberst Lennie Fredskov.
Skulle snart hjem
Også chefen for for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, er i sorg.
»Mine tanker går i første række til de pårørende, som vi vil støtte og hjælpe i den kommende tid. Jeg tænker også på den dræbte soldats kammerater og kolleger, der på trods af tabet vil fortsætte med at løse deres opgaver i Afghanistan,« siger Agner Rokos.
Ifølge forsvarschefen, general Knud Bartels, skulle familien "snart" have været genforenet med soldaten efter endt tjeneste i Afghanistan.
»Det sker nu ikke,« siger Knud Bartels, ifølge ritzau.
Løkke: Uerstatteligt tab
Statsminister Lars Løkke Rasmussen oplyser i en pressemeddelelse, at han søndag morgen blev orienteret om drabet.
»Det er en sorgens stund for alle, men min medfølelse og mine tanker går først og fremmest til de pårørende på denne ulykkelige dag. De har lidt et uerstatteligt tab. Det berører mig dybt.En dansk soldat har mistet livet i indsatsen for vores sikkerhed og tryghed og for at bidrage til at give afghanerne et håb,« siger statsministeren.
Han sender også en tanke til de danske soldater, der har mistet en kammerat og kollega, og som skal fortsætte deres indsats under svære vilkår.
»De har min respekt og taknemmelighed,« siger Lars Løkke Rasmussen.
Hærens Operative Kommando har ikke frigivet navnet på den dræbte soldat. Det sker oftes senere på dagen eller dagen efter.