Fortsæt til indhold
Indland

Dræbte soldater skulle til Helmand

Forsvaret forbyder brug af morterer, efter at to soldater blev dræbt og to andre såret i Oksbøl.

To soldater er til formiddag omkommet i en eksplosionsulykke. Det bekræfter presseofficer Hans Vedholm fra Hærens Operative Kommando (HOK) over for jp.dk.

HOK oplyser, at der var tale om to soldater fra morterenheden ved 5. kompagni under 2. bataljon ved Den Kongelige Livgarde, som forbereder sig til udsendelse til Helmand-provinsen i Afghanistan i august 2010.

To soldater såret

To øvrige soldater fra samme kompagni kom lettere til skade.

Henrik Sommer, oberst og chef for operationsdivisionen i HOK, siger til TV 2 News, at eksplosionen skete, da en granat skulle affyres fra et morterrør.

"Der er normalt folk tæt på våbensystemet, når sådanne granater affyres, men vi ved endnu ikke præcist, hvad der skete. Det skal vi have undersøgt nu," siger Henrik Sommer.

Eksplosionsårsag undersøges

Hærens teknikere og Forsvarets Auditørkorps er nu i gang med at finde årsagen til eksplosionen.

De nærmeste pårørende til de fire soldater er ikke underrettet.

Af samme grund ønskede HOK ikke at oplyse navnene på de dræbte ved et pressemøde, som blev holdt fredag eftermiddag. Ifølge TV 2 News oplyste man her, at alle soldaterne er sendt hjem, og at de vil modtage psykologhjælp fra på mandag.

Forbud mod morterbrug

Ulykken har fået forsvaret til omgående at nedlægge forbud mod, at soldaterne, også i Afghanistan, skyder med morterer af samme type som den 60 mm morter, der var skyld i, at to mistede livet. Der er tre eksemplarer af mortertypen i det danske forsvar, heraf et eller flere blandt de danske Afghanistan-soldater.

Det oplyser brigadegeneral Michael Lollesgaard ifølge Ritzau. Våbensystemet er af ældre dato og har været i forsvaret i en årrække. Våbnet er således blevet afprøvet mange gange før, og der har ikke tidligere været problemer med det.

Teknikere skal nu undersøge våbnet og tage stilling til, om dødsulykken skyldtes en materiel eller menneskelig fejl.

Flere Oksbøl-ulykker

Det er ikke første gang, at soldater er omkommet under militærøvelser ved Oksbøl Kaserne i Varde.

Tilbage i 1995 blev to soldater mast ihjel under en kampvogn.

Og den 17. januar 2007 blev en 21-årig mand dræbt af vådeskud under en skydeøvelse.

Som traditionen byder i den slags sager, vil der fredag eftermiddag blive afholdt en mindehøjtidelighed for de to dræbte soldater, og her vil de to sårede soldater fra ulykken ifølge Ritzau også deltage.

LÆS OGSÅ: Dræbt soldat er hjemme i Danmark