Fortsæt til indhold
Indland

Galla-aktion sender fire i fængsel

En hollandsk mand er som det fjerde medlem af Greenpeace blevet fængslet for happeningen forleden aften, da ledere fra hele verden var inviteret til middag med den kongelige familie på Christiansborg Slot.

Ritzau

Både den 30-årige mands forsvarer og pressen bad om åbne døre ved grundlovsforhøret lørdag i Københavns Byret, men dommer Jens Stausbøll fulgte ønsket fra anklageren om dørlukning af hensyn til politiets videre efterforskning.

Dommeren besluttede at varetægtsfængsle hollænderen til 7. januar. Samme besked fik tre andre aktivister fra Greenpeace fredag aften - en 34-årig norsk kvinde, en 37-årig schweizer og den 46-årige generalsekretær for Greenpeace i Spanien.

Ind på slottet i fuld galla

Ved happeningen lykkedes det for to af aktivisterne klædt i stiveste puds at komme ind på slottet og præsentere to gule bannere med budskabet "Politicians talk - Leaders ACT" for pressen, inden de blev pågrebet og ført væk.

I en konvoj bestående af tre biler lykkedes det for Greenpeace at komme helt frem til slottet.

Politiet sigter de fire for at have udgivet sig for at være fra politiet, for dokumentfalsk og ulovlig indtrængen. Desuden påstår ordensmagten, at der var tale om en lovovertrædelse vendt mod kongehuset, hvilket kan give en forhøjet straf.

De fire nægter sig skyldige.

Stolthed i Greenpeace

Greenpeace siger, at aktivisterne repræsenterede de 11 millioner mennesker, der med underskrifter har krævet en juridisk bindende klimaaftale.

- Det var direkte kommunikation, når det er bedst, har kampagnechef Henrik Pedersen udtalt. De fire er stolte af aktionen, fortæller han.