Anti-islamister foran Folketinget på fredag
Krig bliver planlagt i danske moskeer, siger anti-islamistisk gruppe, der har fået nej til demonstration foran moske. Fredag står de derfor foran Christiansborg.
Hvis København får en stormoske, så vil alle muslimer kunne kaldes til krig.
Sådan er udmeldingen fra den kendte nordjyske anti-islamistiske gruppe Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) på gruppens egen hjemmeside.
Her fortæller gruppen, at man fredag vil holde demonstration foran Christiansborg for at stoppe en stormoske i Danmark.
»En moské er et center for tilbedelse, krigs-strategi og regering. Dette skyldes at islam både er en religion og et styre. Islam er både pen og sværd,« hedder det på hjemmesiden.
Ville stå foran moske
Gruppen havde ellers forsøgt at få lov til en demonstration foran en eksisterende moske på Vibevej i Københavns nordvestkvarter.
Det afviste Københavns Politi blandt andet med forklaringen om, at »en demonstration på den ønskede lokalitet indebærer en konkret betydelig risiko for, at der kan befrygtes fare for den offentlige fred« samt »det aktuelle trusselsbillede«.
Politiet anviste derfor Christiansborg Slotsplads.
Ifølge den venstreorienterede hjemmeside Modkraft måtte SIAD i maj aflyse en demonstration i København fordi 300 venstrefløjs-aktivister dukkede op, hvor demonstrationen skulle være fundet sted.