*

Indland

Danmark ramt af stort jordskælv

Det var det største jordskælv i nyere tid, der tirsdag morgen ramte Danmark. Epicentret var i Sydsverige, men kunne mærkes helt i Jylland.

Jorden skælvede her til morgen under Sydsverige og Sjælland.

Rystelsen varede ca. fem sekunder og blev registreret både i det centrale København, Nordsjælland og flere steder i Jylland.

Ifølge U.S. Geological Service, der registrerer jordskælv over hele kloden, blev der kl. 06.20 målt et jordskælv på 4,7 på richterskalaen. Jordskælvets epicenter var i Skåne, 65 km fra København og 40 km fra Malmø.

Jordskælvet er senere blevet opgraderet til 4,8 på richterskalaen. Dermed var morgenens jordskælv formentlig det største, der har ramt Danmark, siden forskerne begyndte at måle den slags i 1930'erne.

Fuglene lettede

Rystelsen var så stor, at det kunne mærkes i flere bygninger i det centrale København. Huse og inventar rystede i flere sekunder.

De fleste blev taget på sengen eller midt i morgenmaden.

"Jeg sad og arbejdede ved min computer, da stolene rundt om bordet, dørene - ja hele huset - rystede. Jeg gik straks ud på terrassen, hvor jeg kunne høre, at alle fuglene lettede ved mosen. Da var jeg klar over, at jeg havde oplevet et jordskælv," skriver Charlotte Buhl fra Emdrup i København til jp.dk.

Selvom jordskælvets epicenter var i Sverige, kunne rystelsen mærkes på tværs af Danmark. I Ebeltoft følte Gunilla Munk, at sengen rystede.

"Sengen føltes pludseligt som om, der var et stort dyr, der var hoppet op i den," skriver hun.

Fortæl om din oplevelse her: Har du oplevet jordskælvet?

Danmark bliver hvert år ramt af 2-10 jordskælv.

Største siden 1985

Hovedparten af jordskælvene, der rammer Danmark er så små, at de kun bliver registreret af følsomme måleinstrumenter, men denne gang er der ifølge seismolog Peter Voss fra GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, tale om et større jordskælv.

Han oplyser, at jordskælvet er det største, der er målt i Danmark siden 1985.

"Dengang var det med epicenter nord for Gilleleje, og det her ser ud til at være lidt større," siger Peter Voss.

"Det ser altså ud til, at det er det største, vi har kunne måle i Danmark med vores nuværende målestationer. Og dem har vi haft siden 1930. Det er så stort, at det kunne have lavet revner i nogle huse," siger han til Ritzau.

Forskrækkede borgere

Politiet har fået mange henvendelser fra forskrækkede borgere her til morgen, men der er endnu ikke registreret nogen skader.

"Vi har blandt andet fået opkald fra folk i højhuse, der selvfølgelig blev bekymrede. Vi er nu ude for at tjekke, om der er skader, men vi har ingen meldinger om det," siger vagtchef hos Nordsjællands Politi, Palle Jørgensen, til Ritzau.

Samme melding kommer fra Københavns Politi.

Se registreringen af jordskælvet her .

null
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her