*

Indland

Lokale borgerværn erstatter politiet

Ganske almindelige danskere er nu begyndt at patruljere efter vagtplaner i villakvarterer i aften- og nattetimerne.

De laver sms-kæder, så de kan komme hinanden til undsætning. I nødstilfælde er de klar til at foretage civile anholdelser af indbrudstyve og overfaldsmænd, skriver Berlingske Tidende.

På Langeland har man allerede etableret et borgerværn, og i bl.a. Skibby ved Frederikssund og Nørre Alslev på Falster er man langt med planer om det samme.

»Hvad politiet ikke har formået, har vi selv gjort,« siger Jannik Mai fra Lohals på Langeland.

Berlingske Tidende har tidligere beskrevet, hvordan han oplevede at blive slået, selv om han havde vagthavende ved politiet i røret.

Betjenten hørte overfaldet, men sendte alligevel ikke en vogn.

Ikke et tæskehold

Siden har Jannik Mai oprettet et vagtværn baseret på en telefonkæde af beboere, der alle er klar til at komme hinanden til undsætning.

»Vi er ikke et tæskehold. Slet ikke. Men vi er store nok til at sige fra og tage fat, hvis vores naboer eller vi selv bliver generet. Hvad skal vi gøre? Politiet kommer jo ikke, når vi ringer,« siger han.

Både i Nørre Alslev på Falster og i Skibby er borgere ved at opbygge et vagtværn.

Allerede fra årsskiftet skal et borgerværn køre rundt i biler for at holde øje med Skibbys ballademagere, indbrudstyve og voldsmænd.

Borgerværnene fortsætter, selvom rigspolitichef Torsten Hesselbjerg i sidste uge lovede, at politiet nu vil forbedre indsatsen mod den borgernære, lokale kriminalitet, der imod hensigterne er blevet svækket efter politireformen.

»Vi ser jo aldrig politiet herude, og jeg har virkelig svært ved at tro, at det ændrer sig nu,« siger Henrik Lund, der er initiativtager til vagtværnet.

Vanvittigt bekymrende

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) understreger, at politiets opgaver skal løses af politiet, ikke af borgerne.

»Der må ikke herske tvivl om, at politiet naturligvis har det primære ansvar for at opretholde ro og orden og for at gribe ind over for tyverier, hærværk, truende adfærd og anden kriminalitet. Men politiet er naturligvis glade for - og i mange tilfælde også afhængige af - den hjælp, som naboer, forbipasserende og andre kan yde ved at observere og melde til politiet om mistænkelige forhold,« siger Brian Mikkelsen.

Henrik Stevnsborg, professor på Københavns Universitets juridiske fakultet, kalder udviklingen »vanvittig bekymrende«:

»Selvom politiet har et meget dårligt image for tiden, er de voldsomt meget bedre til at klare den slags opgaver. Politiet har magtmidler, som vagtværn aldrig får - de råder over anholdelser og ransagning. Private vagtværn har ingen andre kompetencer end almindelige borgere. De kan anholde på fersk gerning, men skal aflevere den anholdte til politiet bagefter,« siger han og understreger, at politiet også er langt bedre uddannet end private vagter.

Kilde: Berlingske Tidende
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
Hemmeligheden bag 100 års møbelsucces: Intet overlades til tilfældighederne i familiefirma
Møbelproducenten Carl Hansen & Søn tager møbeldesign så seriøst, at produktionen hele tiden strømlines, mens de vigtigste danske designikoner samles under ét tag - senest Børge Mogensen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her