*

Indland

Kronik: Løberne i fængselsvæsenet

Morgenavisen Jyllands-Posten har i flere omgange i 2007 skrevet om forholdene og kulturforskellene på Anstalten ved Herstedvester, om en lille gruppe betjente, der tryner andre og endda har fået inspektøren og flere mellemledere til at give op over for forholdene i anstalten.

At det kan ske, må virke meget besynderligt set udefra. Med denne kronik vil jeg tegne ét billede af, hvorfor kulturforskellene opstår, og hvad der kan gøres ved dem. Min pensel er ikke ”uvildig”: Jeg har arbejdet seks år i Kriminalforsorgen og har stadig opgaver dér som selvstændig konsulent.

Jeg mener dog ikke, at jeg maler med en mere rosenrød pensel for nogle end for andre.

I mit billede er der to grupper af ansatte i et fængsel: Dem, der løber - og dem, der ikke løber. ”Løberne” er uddannet til at foretage magtanvendelser, og derfor løber de, når en alarm lyder. De er uniformerede og arbejder på celleafdelinger eller på værksteder i fængslet. De, der ikke løber, er alle de andre, de ”civile”, som ikke går i uniform og ikke må gribe ind i magtanvendelser. Det er socialrådgivere, kontorpersonale, lærere, sygeplejersker, jurister og mange andre.

De uniformerede løber stærkt, når alarmen går, og de løber lige stærkt, uanset hvem der er i knibe. Men det gør en forskel, at de civile ikke løber for dem. De civile bliver simpelthen ikke regnet som kolleger sådan som andre uniformerede. Og kollegaskabet er stærkt blandt de uniformerede - med god grund.

Kollegerne er den enkeltes sikkerhed i hverdagen, og selvom overfald fra indsatte ikke sker tit, så ligger risikoen for det langt fremme i bevidstheden hos mange uniformerede særligt i de lukkede fængsler.

Kollegaskabet er imidlertid lige så stærkt i forhold til andre ansatte, selvom denne del af sammenholdet drejer sig om noget helt andet - nemlig om at undgå at tabe ansigt.

Mange fængselsfunktionærer oplever, at hvis en af deres afgørelser bliver ændret, har de mistet autoritet i forhold til den indsatte, næste gang de møder ham. Og næste gang. Og næste gang igen.

Hvor en politibetjent møder mange forskellige borgere i bybilledet, møder mange fængselsfunktionærer stort set de samme hver gang, de er på arbejde. Det giver et særligt behov for at opleve autoritet - og for at opleve forståelse herfor hos dem, der skal kontrollere fængselsfunktionærens arbejde. Nogle gange endda for at det bliver prioriteret på lige fod med eller højere end de andre hensyn, der er at tage.

Både store og små afgørelser kan blive ændret af lederne, der som i alle andre institutioner skal holde øje med beslutningerne og lave dem om, hvis de ikke er rigtige. Uanset hvad man laver, er det ubehageligt, hvis chefen siger, man har gjort en fejl. Men i fængslet kan det få en ekstra betydning i form af autoritetstab.

Ledernes arbejdssituation er imidlertid væsentligt anderledes end de uniformeredes, og det har betydning for dialogen mellem de to grupper. Dels har lederne ikke samme behov for autoritet - de medbringer autoriteten i deres position eller uddannelse - dels har de på sin vis til opgave at være mere distancerede.

Derfor beskytter de uniformerede sig ikke bare mod indsatte, men også mod ledere og andre civile. Der er et skel mellem uniformerede og civile, men skellet mellem de uniformerede og lederne er særligt dybt. Også i forhold til de ledere, der begyndte som fængselsfunktionærer. De kan i sjov blive kaldt ”standsforræddere” - men der er en vis alvor bag humoren.

Derfor er det også ualmindeligt svært at gøre noget over for ”negativt stærke” betjente i et fængsel. Funktionærerne vil ikke stå frem offentligt, for det bryder mod en norm om ikke at stikke en kollega.

Normen siger, at det er vigtigere at beskytte denne kollega end at beskytte fængslet, resten af kollegerne og sig selv mod den negativt stærkes indflydelse.

De civile - og juristerne især - hører ikke nødvendigvis, hvad der foregår i de uniformeredes verden. Det opdagede jeg midt i 1990'erne, da jeg skrev speciale om frafaldet fra fængselsfunktionæruddannelsen og stødte på begrebet ”pp-dræber”. Det dækkede over fængselsfunktionærer, der målrettet mobbede funktionærer På Prøve - ”pp'er”.

Min far, som var fængselsinspektør, havde aldrig hørt udtrykket før - men mente, at det var nok fordi der ikke var nogen, hvor han arbejdede. Han spurgte dog omkring på fængslet og fik til sin overraskelse at vide, at sådan nogen var der skam alle steder.

Alle vidste, hvem de var og man forsøgte generelt at beskytte ”pp'erne” mod dem.

Næste skridt var at spørge et par kolleger, andre fængselsinspektører.

Nej, de kendte ikke til det udtryk. Men det var nok, fordi der ikke var nogen på deres fængsel…

Skjult mener jeg ikke, problemet har været. JP skrev fx selv om pp-dræberne i februar 1997. Men en ting er at pege på problemet - en anden ting er at pege på en kur, der virker.

Een kur, som Jyllands-Posten har peget på er diskretionære afskedigelser.

Jeg har ikke behandlet konkrete personalesager og heller ikke hørt om muligheden - men jeg ved, at juristerne i kriminalforsorgen har styr på jura. Hvis den type tiltag ikke er brugt - så er mit gæt, at det er fordi de ikke holder ”i byretten”. Hvis de ikke holder, kan jeg godt forestille mig den tur, Kriminalforsorgen ville få hos Justitsministeren, Finansministeriet, Folketingets Retsudvalg, medierne mv. Rent bortset fra at det nok ikke fungerer så godt, når de fyrede skal genansættes.

Jeg tror på en kur, der retter sig mod årsagen snarere end mod symptomet.

Den fundamentale årsag kan dog ikke fjernes. Den ligger i selve fængselssystemet: i at fængslet har til opgave at berøve mennesker deres frihed - i at selv det ”bedste fængsel” har risiko for voldsomme hændelser - i at der er ansatte, der bliver involveret i dem - og i at det giver behov for stor tillid til kollegerne og for et kollegaskab, der sikrer den tillid.

Men selvom årsagen ikke kan fjernes, kan dens virkninger afbødes. Så der ikke opstår så store skel mellem personalegrupper og mellem ledere og uniformerede, så der ikke er grobund for negative subkulturer og så fængselsfunktionærer ikke oplever behov for at beskytte negativt stærke.

Jeg vil pege på tre slags tiltag:

For det første: At bakke bedre op om uniformerede i hele deres arbejdsliv.

Med det mener jeg løbende vedligeholdelse og opgradering af færdigheder i konfliktløsning. Dels i det, ”konfliktløsning” mestendels betyder i Kriminalforsorgen, nemlig selvforsvar og magtanvendelsesteknikker. Men lige så meget i det, konfliktløsning betyder i verden udenfor:

psykologiske teknikker til at håndtere, nedskalere og løse konflikter. Det er ikke nok at give et brush-up-kursus i selvforsvar og magtanvendelse efter syv års tjeneste. Der skal løbende opfølgning til, og der skal gøres en særlig indsats for ansatte, der er ude for mange voldsomme episoder.

For det andet: At gøre aktivt op med nulfejlskulturen. Overdrevent fokus på at undgå fejl bunder dels i juristernes regelrette arbejdsmetode - dels i emnets alvor og dermed angsten for at træffe en afgørelse, der har tragiske konsekvenser. Eller blot en afgørelse, der kommer i fokus politisk og i medierne. Der skal være en fejlundgåelseskultur i et system som Kriminalforsorgens - men overdreven nulfejlskultur hindrer reel forebyggelse af fejl og spærrer for kommunikation mellem faggrupperne.

Udover at sætte ind mod nulfejlskulturen kan der bruges redskaber som det anonyme fejlindberetningssystem sundhedsvæsenet bruger- så det bliver muligt at få øje på årsagerne og gøre noget ved dem.

For det tredje (og i forlængelse): At skabe større accept af ledelse. Det stiller krav til (og giver brug for en indsats over for) både ansatte og ledelse. De steder, det er nødvendigt, må de ansatte lære at ledelse er et gode, at det fx kan skabe tryghed.

Ledelsen må i højere grad skabe (i nogle tilfælde: forstå behovet for) tryghed, så ansatte ikke selv søger at skabe den ved selv at opfinde hvad de skal og hvordan.

Det var ét billede - mit billede. Der kan som sagt være mange andre.

null

  • Hollande på ferie (2012): Franskmændenes indtryk af deres præsident lider det første store knæk, da de ser ham holde afslapningsferie i Sydfrankrig. Han kritiseres for ikke at tage embedet alvorligt nok.
  • Budgetminister taget for skattefusk (2013): Jérôme Cahuzac, præsidentens budgetminister, træder tilbage efter afsløringer om, at han har haft en hemmelig bankkonto i skattely i ca. 20 år.
  • Krigen i Mali (2013): Francois Hollande sender franske militærstyrker til det vestafrikanske land Mali for at bekæmpe islamistiske oprørere. Den franske præsident viser for første gang, at han tør tage store militære beslutninger.
  • Den utro præsident (2014): Sladdermagasinet Closer afslører, at Hollande tager på natlige scooterbesøg hos den franske skuespiller Julie Gayet. Affæren får hans samlever, Valérie Trierweller, til at forlade Elysée-palæet. Hun skriver en bog om ydmygelsen.
  • Terrorangreb (2015-): Frankrig har i Hollandes regeringstid været ramt af en stribe blodige terrorangreb. Hver gang har præsidenten haft til opgave at berolige befolkningen, og her er han blevet rost for at holde den samlet.
  • Arbejdsmarkedsreformer (2016): Hollande og hans regering gennemtrumfer omfattende og omstridte arbejdsmarkedsreformer, som tusindvis af franskmænd demonstrerer imod.
  • ”En præsident burde ikke sige det her…” (2016): To journalister fra Le Monde udgiver en omstridt bog om præsidenten. Han kritiseres for at tale mere med journalister end at gøre noget godt for befolkningen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Cykelmagasinet.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her