*

Indland

25 pct. af Nordpolen smeltet på et år

Isen omkring Nordpolen forsvinder hurtigere, end selv de mest skeptiske prognoser har forudset.

I løbet af det seneste år er omkring en fjerdedel af ismassen i området forsvundet, vurderer seniorforsker Rasmus Tonboe hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

»Vi har netop analyseret nye satellitbilleder af isen, der viser, at der er omkring 25 pct. mindre is, end der var for et år siden. Det er helt vildt,« konstaterer Rasmus Tonboe.

Temperaturen er steget

Han forklarer den dramatiske afsmeltning med to forhold:

»Dels er temperaturen i området steget, dels har der været ændrede strømforhold, som har ført store mængder is væk fra Arktis. Der er ingen tvivl om, at isen smelter, men ingen har turdet forudse, at det ville ske så hurtigt, som det vi nu ser,« lyder det fra Rasmus Tonboe.

Store konsekvenser

Hidtil har de mest dramatiske forudsigelser talt om, at Nordpolen kan være helt isfri om sommeren engang mellem 2040 og 2060. Hvis den nuværende afsmeltning viser sig ikke at være en tilfældig variation af klimaet, men skyldes den globale opvarmning, kan det gå endnu hurtigere.

»Så vil der ikke gå 40 år, før Arktis er isfri. Så vil det jo ikke stoppe,« mener professor Eigil Kaas fra Københavns Universitet.

Dramatiske konsekvenser

Professor Ola Johannessen fra Nansen Instituttet i Bergen mener, at det vil få dramatiske konsekvenser for klimaet på hele kloden, hvis det arktiske ocean bliver isfrit.

»Det vil få store konsekvenser for vejret på Grønland og på resten af kloden. Det vil ændre hele det globale klima, hvis vi får et nyt, isfrit verdenshav,« mener Ola Johannessen, der er én af de forskere, som har fulgt udviklingen i den arktiske is tættest.

null
Følg
Jyllands-Posten

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her