*

Indland

Sprogrejse endte i mareridt

En 15-årig pige havde i fjor glædet sig til at tilbringe sommeren på sprogskole i England. I stedet måtte hun grådkvalt rejse hjem efter fire dage. Rejsebureauet skal nu tilbagebetale alle pengene for sprogopholdet samt dække udgifterne til pigens flyrejse hjem - i alt 18.395 kr.

Mareridtet begyndte allerede kort efter landingen i Hearthow Lufthavn, da pigens baggage var forsvundet. Arkivfoto

Når man er 15 år kan man klare meget - især hvis man har mod på at rejse til udlandet og tilbringe sommeren på sprogskole. Men der er grænser for, hvor meget et rejsebureau kan tillade sig at overlade en ung sprogelev til sig selv under et ophold i et fremmed land. Det fremgår af en ny kendelse fra Rejseankenævnet, som netop har pålagt EF Sprogrejser at tilbagebetale mere end 18.000 kr. til en ung pige.

Pigen skulle have tilbragt tre uger i England, og sammen med sine forældre havde hun valgt indkvartering hos en engelsk familie. Men næsten alt gik galt, og der var ikke meget hjælp at hente hos bureauets rejseledere undervejs.

Forsvundet baggage

Mareridtet begyndte allerede kort efter landingen i Hearthow Lufthavn, da pigens baggage var forsvundet. Uden tøj, toiletsager og andre personlige ejendele blev hun fragtet til sin værtsfamilie. Det viste sig imidlertid, at "familien" bestod af en ung kvindelig studerende, som udlejede et lille værelsesareal til EF-sprogrejser. Her skulle pigen bo sammen med to svenske piger.

Den unge pige fik ingen hjælp til at få indkøbt de allermest nødvendige toiletsager - hun havde bøjle og var bl.a. afhængig af at kunne børste tænder efter hvert måltid. Næste morgen da hun stod op, havde værten allerede forladt huset, og hun måtte tage afsted til sprogskolen i det tøj, hun havde rejst i og uden at have mulighed for at børste tænder, rede hår, lægge make-up etc. Hun var ulykkelig og ringede i de første dage adskillige gange til sine forældre for at få hjælp - hun manglede sin baggage og ønskede at blive flyttet til en anden værtsfamilie, der var til stede og som kunne hjælpe hende midt i alt det fremmede.

I brochuren, som pigen og hendes forældre havde valgt ud fra, stod der bl.a.: "..At bo hos en værtsfamilie er den mest effektive måde at lære sprog på. Ved at opleve familiens daglige rutiner vil du også lære om deres livsstil og kultur... Hvis du af den ene eller anden grund ikke føler dig tilpas hos værtsfamilien, er det vigtigt, at du kontakter din EF kursusleder. EF vil prøve at løse problemet ved at tale med dig og din værtsfamilie. Hvis problemet ikke bliver løst, vil vi finde en ny værtsfamilie til dig for den resterende del af opholdet."

Ingen hjælp at hente

Pigens forældre kontaktede i løbet af de første dage adskillige gange de lokale rejseledere og EFs kontor i København for dels at få hjælp til at finde pigens baggage dels for at gøre opmærksom på, at de var blevet stillet en rigtig værtsfamilie i udsigt og ikke blot indkvartering som en slags lejer hos en ung studerende. Forældrene fortalte, at deres datter var dybt ulykkelig - alligevel kom der på intet tidspunkt en rejseleder ud til pigen for at tilbyde sin hjælp. Forældrene fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre at finde en anden værtsfamilie til pigen - der skulle andre tungtvejende grunde til at flytte. Angående baggagen lød beskeden, at forældrene selv kunne forsøge at kontakte flyselskab og lufthavn.

Mere end halvandet døgn efter ankomst fik pigen hjælp til at finde en butik, hvor hun kunne købe en tandbørste, en t-shirt, et par strømper og noget undertøj. Dette var alt hun havde at klare sig med i de fire dage, hun tilbragte i England.

Rejste hjem efter fire dage

Pigen, som af natur er genert og lidt tilbageholdende, var efter fire dage til sidst så ulykkelig, at hun kun ønskede at komme hjem. Hendes forældre fik arrangeret hjemrejse og fik efter megen pres lovning fra en EF-rejseleder om, at hun ville blive fulgt til toget, som skulle bringe hende til Heathow Lufthavn. Her trådte Den Danske Kirke hjælpende til og tog sig af pigen indtil hun skulle flyve næste dag.

Rejseankenævnet mener ikke, at EF Education har levet op til løfterne i brochuren om indkvartering hos værtsfamilie, ligesom bureauet har leveret en utilfredsstillende service i forbindelse med den mistede baggage. Alt i alt formålet med rejsen været forfejlet for pigen, og hun var i sin gode ret til at afbryde opholdet og rejse hjem.

Bureauet skal nu tilbagebetale alle pengene for sprogopholdet samt dække udgifterne til pigens flyrejse hjem - i alt 18.395 kr.



null
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her