*

Kommunalvalg
Indland

Bilister dræber 70.000 katte

Ét af danskernes foretrukne kæledyr, katten, topper listen over de større dyr, der bliver dræbt i trafikken. Flere end 70.000 katte bliver hvert år dræbt sammen med tusindvis af rådyr, ræve, harer og pindsvin.

Flere end 70.000 katte, op mod 30.000 rådyr, 30.000 ræve og 31.000 harer bliver hvert år dræbt i den stigende danske trafik.

Derfor vil miljøminister Hans Christian Schmidt (V) i dag sammen med Dyrenes Beskyttelse præsentere en handlingsplan for, hvordan man får antallet af trafikdræbte dyr bragt ned.

Der findes ikke noget præcis tal for, hvor mange dyr der mister livet i trafikken. Men både Falck og Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, har nogle forsigtige skøn.

Hos DMU viser den nyeste opgørelse overraskende, at katten topper listen over de større pattedyr, der bliver dræbt i trafikken.

»Vores tal viser, at godt 70.000 katte hvert år mister livet i trafikken sammen med godt 55.000 pindsvin, 31.000 harer, 30.000 ræve og 1400 grævlinge,« oplyser seniorforsker Aksel Bo Madsen fra DMU.

På jagttur

Han forklarer kattens topplacering med, at katten i dag er vores mest udbredte rovdyr.

»Og vi kan se, at mange katte bliver kørt ned, når de ude på deres jagttur krydser en vej - f.eks. i forbindelse med et vejkryds,« lyder det fra Aksel Bo Madsen.

Ifølge DMUs vurdering bliver knap 900.000 pattedyr hvert år dræbt i trafikken, mens godt en million fugle lider samme skæbne sammen med tre millioner skrubtudser og andre padder. DMU har ingen tal på antallet af dræbte rådyr, men henviser i stedet til Falck. Her har vildtkonsulent Kurt Thomsen i årevis været én af de danskere med bedst overblik over, hvor udsat dyrene er i den stigende, danske trafik.

Og han vurderer, at mellem 25.000 og 30.000 rådyr hvert år mister livet i trafikken.

Kurt Thomsen har samtidig en kraftig appel til danskerne i forbindelse med, at Danmark søndag morgen går over til vintertid:

»Når vi går over til vintertid, går det hårdt udover dyrene, fordi de retter sig efter solopgangen. Derfor vil vi de første dage efter, at vi har skruet uret tilbage, opleve en kraftig stigning i antallet af trafikdræbte dyr. Og især på mandag morgen vil det formentlig blive storslemt - hvis ikke bilisterne passer ekstra meget på,« advarer Kurt Thomsen, der samtidig gør opmærksom på, at vilde dyr ofte krydser vejen sammen to-tre stykker eller flere efter hinanden.

Lad dyret ligge

Hvis uheldet er ude og man kører et dyr ned, skal man ikke tage donkraften eller en hegnspæl og give sig til at slå dyret helt ihjel:

»Så skal man lade dyret ligge og ringe efter Falck. Hvis man selv begynder at aflive dyret, risikerer man enten at lave mere skade eller at blive bidt, da det jo er vilde dyr, vi taler om,« advarer Kurt Thomsen.

Falck har telefonnummeret: 70 10 20 30.

Handlingsplanen præsenteres klokken 11.30 i Grib Skov i Nordsjælland.

lars.from@jp.dk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
Så diskret kan to italienere gøre det: 200 kvm oase med plads til leg og hygge
Succesrigt arkitektpar har med hårdt arbejde og gode ideer forvandlet en gammel porcelænsfabrik til et kombineret hus og kontor. Nøgleordene er lys og materialer af højeste kvalitet. 
Se flere
Så diskret kan to italienere gøre det: 200 kvm oase med plads til leg og hygge
Succesrigt arkitektpar har med hårdt arbejde og gode ideer forvandlet en gammel porcelænsfabrik til et kombineret hus og kontor. Nøgleordene er lys og materialer af højeste kvalitet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her