Strid om asylbørn afklares tirsdag
Efter en weekend med hårde udfald mod regeringen har Dansk Folkeparti erklæret våbenhvile i striden om, hvorvidt børnefamilier på asylcentre må få mere plads.
Våbnene hviler, indtil DF's integrationsordfører, Jesper Langballe, sammen med integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) tirsdag formiddag i detaljer har gennemgået, hvordan en ekstrabevilling til asylcentrene bliver brugt.
De 37 millioner kroner blev sat af til at forbedre forholdene i asylcentrene efter voldsom debat om forholdene for især børnefamilierne. I forsommeren gjorde Rikke Hvilshøj og Jesper Langballe det klart, at pengene ikke skulle bruges på at lave mere plads på centrene.
Alligevel har to kommunalt drevne centre i Hanstholm og Brovst brugt en del af pengene på at give børnefamilier mere plads.
/ritzau/