*

Indland

Farvel Far stoppet af fogedretten

DR 1 måtte i aftes tage dokumentar-programmet "Farvel Far" af programmet, fordi fogedretten i Gladsaxe mandag nedlagde forbud mod udsendelsen.

I stedet sendte DR 1 "Krig i familien" - en titel, der også kunne være dækkende for det aflyste program "Farvel Far", som skildrer en uforsonlig strid om samværsret med et barn efter en skilsmisse.

»Det er dybt betænkeligt, at fogedretten nedlægger forbud imod at vise et program, der påviser graverende fejl fra myndighedernes side i en sag om samværsret. "Farvel Far" skildrer også en fraskilt fars manglende retssikkerhed, fordi det er samme instans, i dette tilfælde Københavns Statsamt, der både undersøger og træffer afgørelsen i sagen. Vi har kæret fogedrettens afgørelse til landsretten - for sagen er absolut af betydelig samfundsinteresse og af principiel betydning for ytringsfriheden,« mener redaktionschef Arne Ullum, TV-Fakta.

DR kærede mandag straks fogedrettens forbud til Østre Landsret som hastesag i håb om at kunne få sagen behandlet tirsdag, men fogedretten videresendte først i går sagen til Østre Landsret, der behandler den efter påske.

I næste uge

Den fraskilte far, der medvirker i "Farvel Far", er under samværsssagen af sin eks-kone blevet anklaget for incest med barnet, en mindreårig pige.

I udsendelsen vises TV- optagelser af to samvær - overvåget af psykologer - mellem faderen og datteren.

Netop disse sekvenser bruges til at påvise faktuelle fejl i de børnesagkyndiges undersøgelser, som ofte er altafgørende for, om faderen må se sit barn eller ej.

Det er pigens mor, der har bragt "Farvel Far" for fogedretten for at få TV-udsendelsen stoppet med den begrundelse, at pigen kan identificeres og genkendes. Den påstand fulgte fogedretten i Gladsaxe.

»Fogedretten har med sin kendelse omstødt mange års praksis for, hvordan man på TV slører medvirkende, der ikke må kunne genkendes. Vi har sløret pigen i ekstrem grad - med en tæt, grå klat omkring hele ansigtet, sløret hendes stemme med forvrængning og bippet hendes navn væk. Alt, hvad seerne kan se, er, at det handler om en dansk pige mellem 4-7 år med lyst hår - det må siges at være meget anonymt,« mener redaktionschef Arne Ullum.

Han håber, at Landsretten ændrer afgørelsen, og er parat til at sende "Farvel Far" i næste uge.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her