*

Kommunalvalg
Indland

"Våbenhvile" på Nørrebro vækker kun behersket begejstring

Det kan være midlertidigt slut med skudepisoder på Nørrebro. To bander er angiveligt enige om "våbenhvile", som fædregruppe skulle have forhandlet på plads.

Politiet arbejder efter skyderi på Griffenfeldsgade i København onsdag i sidste uge. Foto: Gregers Tycho

I weekenden blev der indgået en "våbenhvile" mellem de bandegrupperinger, som siden sommer har været i konflikt på Nørrebro i København. Det skriver flere medier, herunder Ekstra Bladet og TV 2. Det er angiveligt en gruppe af fædre, som har forhandlet "våbenhvilen" hjem mellem banden Loyal to Familia fra indre Nørrebro og bandegrupperingen Brothas fra Mjølnerparken på ydre Nørrebro. De to grupperinger skulle være enige om en "våbenhvile", som i første omgang strækker sig en måned.

Det sker, efter tre personer blevet dræbt i løbet af ni dage. Det seneste skuddrab var torsdag i sidste uge.

Terje Bech er talsmand for initiativet ”Vi Tager Gaderne Tilbage”, som har protesteret mod de skyderier, der har fundet sted i København sommeren over. Og han modtager nyheden om en våbenhvile med »behersket begejstring«.

»Det er selvfølgelig rart, at det nu ser ud til, at Nørrebro nu får en pause fra skyderierne. Men der er jo ikke noget, der er løst,« siger Terje Bech, som sammenligner situationen med en tidsindstillet bombe.

»Det svarer til, at bomben ville springe lige om lidt, men nu først gør det om en måned. Vi skulle hellere se at få detoneret bomben,« siger han.

Han mener ikke, at en "våbenhvile" fjerner utrygheden på Nørrebro. Måske for en tid, men ikke på lang sigt. ”Vi Tager Gaderne Tilbage” har afholdt gademøder efter hvert skyderi på Nørrebro. Her mødes gruppen dagen efter skyderierne på gerningsstederne. Og efter de to seneste drab mødte talrige mødre fra Mjølnerparken op.

»Jeg har tydeligt kunnet mærke til vores gademøder, at familierne for alvor er begyndt at røre på sig. Og specielt kvinderne. Det er ret tydeligt, at de ikke har været tilfredse med, hvordan mændene har klaret opgaven,« siger Terje Bech.

18-årig anholdt

Politiinspektør ved Københavns Politi Torben Svarrer vil over for Jyllands-Posten ikke kommentere en eventuel "våbenhvile". Men han forklarer, at en pause i skyderierne ikke er noget, som vil få nævneværdig betydning for politiets efterforskning af tidligere skyderier.

»Hvis der kom en længere pause i skyderierne, eller hvis de holdt helt op, ville det lette i politiet generelt, og man ville igen kunne prioritere sager, som har været nedprioriteret. Men det ville ikke have nogen speciel indvirkning på efterforskningen af skyderierne,« siger Torben Svarrer.

Han pointerer, at personfarlig kriminalitet, herunder bandeskyderierne, bliver prioriteret højest, og derfor er andre sagstyper blevet nedprioriteret under bandekonflikten.

Mandag meddelte Københavns Politi, at man har foretaget endnu en anholdelse i relation til det seneste skuddrab. Således er en 18-årig mand blevet anholdt og er sigtet for medvirken til drabet og til drabsforsøg. I den bil, som blev beskudt, opholdt sig nemlig to yderligere personer. En af dem blev såret.

Torsdag anholdt politiet tre personer, som ligeledes er sigtet for medvirken til drab og drabsforsøg. De skulle ifølge sigtelsen have været involveret i gerningsmændenes flugt fra Mjølnerparken, hvor skuddene faldt. Men det fremgår ikke af sigtelsen, at en af de tre skulle have affyret våbnet.

Ny skudepisode

Mens skyderierne på Nørrebro angiveligt skulle ophøre for nu, blev en 25-årig mand skudt i Næstved natten til mandag. Manden opholdt sig i sin lejlighed, da mindst to gerningsmænd trængte ind i lejligheden og skød. Den 25-årige blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter, og hans tilstand var mandag kritisk.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ville mandag ikke kommentere, om skyderiet kan have at gøre med en rockerkonflikt, som blandt andet udspiller sig på Sydsjælland. Den konflikt står mellem rockergruppererne Bandidos og Satudarah.

S: Fædre burde have handlet mod bander før

Konflikten har resulteret i slagsmål og knivstikkeri ved et boksestævne i Herlev, flere skudepisoder og adskillige tilfælde af hærværk og brandattentater mod blandt andet tatovørforretninger.

Politiet har af flere omgange lukket Bandidos’ og Satudarahs rockerklubber i hele landet, herunder i Næstved.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland

Voxpop: Hvem stemmer du på?

Jyllands-Posten har været på gaden rundt om i landet for at få vælgerne til at give et bud på, hvad de lægger vægt på, når de skal sætte deres kryds.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her