*

Kommunalvalg
Indland

Forsvarsministeriet mørklægger spil om Søren Espersens nye job i Hjemmeværnet

De Radikale vil nedlægge Søren Espersens (DF) nye job i Hjemmeværnet. Her indkasserer DF’s næstformand en ekstra månedsindtægt på 35.909 kr.

Regeringen har udnævnt Søren Espersen (DF) som kommitteret for Hjemmeværnet, og han afløste den 1. november socialdemokraten Bjarne Laustsen på posten. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Forsvarsministeriet har besluttet at mørklægge hele forløbet og ansøgningsprocessen, der i slutningen af oktober førte til, at Dansk Folkeparti scorede et af de mest vellønnede ben i dansk politik.

Partiets næstformand, Søren Espersen, blev udnævnt til ny civil chef eller såkaldt kommitteret for Hjemmeværnet, og han indkasserer i de næste fire år en ekstra årlig indtægt på 368.300 kr. plus 17 pct. i pension for det nye hverv, oplyser Forsvarsministeriet i et skriftlig svar til Jyllands-Posten.

Lønnen er jo fantastisk god. Det er jo mange penge, jeg kommer til at tjene, og det er jeg selvfølgelig ikke utilfreds med, men det er nu ikke det, der driver mig.
Søren Espersen (DF), Folketingsmedlem og kommitteret i Hjemmeværnet

Det svarer til en ekstra månedsindtægt på 35.909 kr. eller 430.908 kr. om året. Pengene kommer oven i Søren Espersens vederlag og tillæg fra Folketinget på knap 60.000 kr. om måneden, og dermed runder DF’erens årsløn fremover en million kroner – plus pension.

Stillingen som kommitteret i Hjemmeværnet blev formelt slået op af Forsvarsministeriet i 14 dage i oktober. Det skete under overskriften: »Har du mod på og lyst til at være kommitteret i Hjemmeværnet?«

Hemmeligt ansøgerfelt

I stillingsopslaget fremgik det også, at det ville være en fordel, hvis ansøgeren var nuværende eller tidligere folketingsmedlem, og at der blev forventet »indsigt i og forståelse for Hjemmeværnets opgaver«.

Men efter udnævnelsen af Espersen afviser Forsvarsministeriet at give oplysninger om ansættelsesforløbet. Det er end ikke muligt at få at vide, hvor mange ansøgninger der var til stillingen, og om der blev afholdt jobsamtaler. Ministeriet begrunder afvisningen med, at retten til aktindsigt ifølge offentlighedsloven »ikke omfatter sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste«.

Hjemmeværnet

Hvad Søren er en kommitteret?

  • Den kommitterede for Hjemmeværnet, Søren Espersen (DF), udgør sammen med chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Henning Garly, den samlede ledelse.
  • Søren Espersen leder som civil chef arbejdet med at rekruttere frivillige til Hjemmeværnet, og han er ansvarlig for Hjemmeværnets informationsvirksomhed.
  • Derudover er det Søren Espersens opgave at arbejde for et godt forhold mellem befolkningen og Hjemmeværnet.

Kilde: Forsvarsministeriet

Det gyldne ben i Hjemmeværnet, der bl.a. også giver adgang til tjenestebil med chauffør, er oftest gået til en politiker fra V eller S.

Søren Espersen, der 1. november afløste Bjarne Laustsen (S) i Hjemmeværnet, ved ikke, hvorfor posten for første gang er havnet hos DF.

»Det må I spørge forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) om. Det er jo ham, der har udnævnt mig. Jeg har jo søgt stillingen, og jeg håber da, at jeg har fået den, fordi jeg er ret god til kommunikation,« siger Søren Espersen og forklarer, at han bl.a. får hovedansvaret for kommunikation, hvervekampagner og hele rekrutteringen af de mange frivillige i Hjemmeværnet.

»Lønnen er jo fantastisk«

Hvis Søren Espersen ikke var medlem af Folketinget, ville lønnen i Hjemmeværnet være dobbelt så høj. Folketingsmedlemmer modregnes, men Espersen er godt tilfreds med lønnen:

»Lønnen er jo fantastisk god. Det er jo mange penge, jeg kommer til at tjene, og det er jeg selvfølgelig ikke utilfreds med, men det er nu ikke det, der driver mig.«

Forsvarsordfører Martin Lidegaard (R) kritiserer den lukrative post og gentager et mangeårigt radikalt krav om at få den afskaffet.

»Stillingen er inderligt overflødig og hører fortiden til. Vi har altid haft svært ved at se, hvilken nytte en kommitteret gør, og hvorfor skatteyderne skal betale for det. Hjemmeværnet hører jo i forvejen under forsvaret og forsvarsministeren,« siger Martin Lidegaard.

»Man kunne få den tanke, at det mere handler om, at man skal uddele nogle ben, og at stillingen indgår i en eller anden sindrig politisk kabale,« tilføjer Lidegaard.

Søren Espersen siger, at der er en historisk forklaring på, hvorfor Hjemmeværnet skal have både en civil chef og en militær chef, som lige nu er generalmajor Jens Henning Garly.

»Det skal bl.a. sikre den politiske kontrol over Hjemmeværnet, som vi er nødt til at holde fast ved,« siger Søren Espersen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her