*

Kommunalvalg
Indland

Sundhedsministeren langer hårdt ud efter Region Hovedstaden for at svigte patienterne

»Det er slet ikke godt nok,« erkender Region Hovedstadens regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Jette Christensen fra Maribo på Lolland ventede længe, før lægerne fandt ud af, at hun havde kræft. Det blev fatalt. Foto: Jonas A.K. Christensen

Patienter skal ifølge loven undersøges og udredes for f.eks. gigt, diabetes og kol inden for højst 30 dage, men i Region Hovedstaden er der så store problemer med at overholde udredningsretten, at kun hver anden patient får tilbudt udredning inden for tidsfristen. Dermed er regionen landets absolutte bundskraber, mens Region Nordjylland overholder udredningsretten i 9 af 10 patientforløb, viser tal fra Danske Regioner.

Patienterne i hovedstadsområdet venter i gennemsnit nu 46 dage på at blive udredt, mens midtjyske patienter udredes to uger hurtigere og hurtigst i landet. Hovedstadens patienter oplever samtidig som de eneste i landet stigende ventetider på planlagte operationer.

Ventetid på udredning betyder, at patienterne risikerer at komme for sent i gang med deres behandling, og det kan føre til et længere forløb og for nogle et dårligere behandlingsresultat.
Annette Wandel, vicedirektør i Danske Patienter

»Det er helt uacceptable tal. Ventetid på udredning betyder, at patienterne risikerer at komme for sent i gang med deres behandling, og det kan føre til et længere forløb og for nogle et dårligere behandlingsresultat,« siger Annette Wandel, vicedirektør i Danske Patienter.

Også når det gælder ventetid på kræftbehandling, skiller Region Hovedstaden sig – sammen med Region Midtjylland – negativt ud, da de tegner sig for 85 af 99 indberettede overskridelser af de maksimale kræftventetider. Det er sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ikke tilfreds med – men for alvor bekymret er hun kun, når det gælder Region Hovedstaden.

»Det er uacceptabelt, at borgerne i Region Hovedstaden skal vente længere og ikke bliver udredt og behandlet til tiden, mens de fire andre regioner har et velfungerende sundhedsvæsen,« siger ministeren, der også kalder det uacceptabelt, at andelen af patienter, som blev behandlet inden for de anbefalede tidsfrister i kræftpakkeforløbene, landet over faldt fra 84 til 77 pct. fra 1. til 2. kvartal i år.

»Ventetiderne er bekymrende, og de store regionale forskelle utilfredsstillende. Det er, som om især Region Hovedstaden slet ikke kan løse opgaven og er inde i en ond spiral,« siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen.

»Det er slet ikke godt nok. Jeg er ikke tilfreds med, at vi på flere områder ikke lever op til udredningsretten eller forløbstiderne på alle kræftforløb,« siger hovedstadens regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland

Voxpop: Hvem stemmer du på?

Jyllands-Posten har været på gaden rundt om i landet for at få vælgerne til at give et bud på, hvad de lægger vægt på, når de skal sætte deres kryds.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her