*

Kommunalvalg
Indland

Hjemløse skal op af sofaen og i eget hjem

154 mio. kr. skal stoppe stigningen af unge hjemløse

Antallet af unge hjemløse stiger, men nu skal flere penge forsøge at skaffe dem tag over hovedet. Arkivfoto: Lars Hansen/Polfoto

Når vennernes tålmodighed – og sofaer – er slidt ned efter gentagne besøg og overnatninger, ender unge uden eget hjem ofte på gaden. Den trafik vil alle partier i Folketinget – minus Enhedslisten – nu forsøge at standse med 154 mio. kr. fra satspuljen i de kommende fire år.

»Selv om vi godt ved, hvad der skal til for at få borgere væk fra gaden og over i egen bolig, oplever vi alligevel, at flere ender i hjemløshed. Den tilstrømning skal vi have stoppet,« siger socialminister Mai Mercado (K) som baggrund for bevillingen, der understøtter regeringens princip for at hjælpe hjemløse – nemlig ”housing first”.

Find huset først

Tankegangen om, at løsningen af hjemløshed starter med at finde tag over hovedet til den enkelte og derefter tage fat på de øvrige problemer, er bredt anerkendt, fastslår sekretariatsleder Ask Svejstrup fra de hjemløses organisation Sand.

Satspulje

De svages finanslov

  • Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, De Radikale og SF har i en fireårig aftale – 2018-2021 – fordelt 1,1 mia. kr. fra satspuljen – også kaldet de svages finanslov.
  • De største bevillinger går til:
  • Handicappede kan beholde deres ydelse, mens deres klagesag behandles – 230 mio. kr
  • Bekæmpelse af hjemløshed – 154 mio. kr.
  • Strategi for stærkere civilsamfund – 96,6 mio. kr.
  • Mere kvalitet i plejefamilier – 73,7 mio. kr.

»Det er rigtigt tænkt, og det tvinger kommunerne tidligere på banen. Hidtil er unge, som mødte op på kommunen og bad om hjælp til at finde et sted at bo, blevet afvist, hvis de stadig kunne holde sig kørende og ikke havde massivt misbrug eller tydelige psykiske problemer. Det ændres med den aktuelle aftale, fordi kommunerne nu skal gå i gang med at forebygge,« siger han.

I den seneste hjemløsetælling fra foråret 2017 blev 6.635 registreret som hjemløse. En stor stigning – ikke mindst blandt unge – fra 2009, hvor der blev talt 4.998 uden fast adresse.

Set med Sands øjne er det helt store problem, som den aktuelle aftale og bevilling ikke rykker ved, manglen på små og billige boliger.

Hænger fast på herberg

»Især i de store byer er det meget vanskeligt at stampe disse boliger op, men jeg mener, at man bør interessere sig for mere utraditionelle og midlertidige boliger som f.eks. containerboliger, som man netop er i gang med at opføre til studerende. Hvorfor ikke også til hjemløse?« spørger Ask Svejstrup.

Frank Jensen vil have EU's hjælp mod hjemløse romaer

Ud over unge hjemløse er der også tænkt på ældre, som i mange år har boet på gaden eller hænger fast på herberger, og den del får også medvind fra Sand.

»Igen er der behov for boliger til denne gruppe, som ofte har behov for særlige plejehjem,« siger Ask Svestrup.

Satspuljeaftalen, som ofte kaldes de fattiges finanslov, fordeler 1,1 mia. kr. til udsatte og sårbare grupper, og udover de hjemløse er der i den nye aftale særlig fokus på anbragte børn – ikke mindst i familiepleje.

»Vi ved, at familieplejerne får flere tungere og tungere opgaver med mere og mere udsatte børn, og i aftalen er der afsat næsten 74 mio. kr., så vi kan intensivere hjælp og uddannelse til disse familieplejer. Det er også en metode til at undgå, at en anbringelse bryder sammen, når barnet når teenagealderen,« siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og bebuder flere ændringer på anbringelsesområdet, som skal forhandles særskilt i løbet af foråret.

Et tredje fokuspunkt i aftalen er at styrke det frivillige arbejde, så de enkelte projekter – væresteder, varmestuer o.lign. – ikke bare tager sig af brugerne, men også inddrager dem og gør dem til en del af det frivillige arbejde.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her