New Zealand bliver Midgård igen
Peter Jacksons filmatisering af ”Hobbitten” puster nyt liv i Ringenes Herre-turismen.
New Zealands storslåede landskaber dannede rammen om Peter Jacksons filmatisering af Tolkien-trilogien ”Ringenes Herre”. Siden den første film ramte alverdens biograflærreder i 200,1 har landet oplevet et gedigent boom i turismen.
I dag er turisme landets største udenlandske indtægtskilde med en årligt omsætning på 40 mia. kr.
Og nu er der udsigt til en fortsættelse af eventyret.
Hobbitrup får liv igen
Filminstruktøren Peter Jackson fortalte for nylig, at han begynder optagelserne til Tolkien-eventyret ”Hobbitten” i slutningen af marts, skriver The Independent.
En del af New Zealand skal dermed igen omdannes til eventyrverdenen Midgård (Middle Earth).
De fredselskende hobbitter skal atter befolke landsbyen Hobbitrup (Hobbitton), der blev bygget til ”Ringenes Herre” ved Matamata på New Zealands nordø. Filmbyen har siden været en populært turistattraktion, men bliver nu lukket for gæster, mens optagelserne står på.
Verdensberømt natur
De indendørs optagelser skal foregå i studier i hovedstaden Wellington. Det er endnu ikke klart, hvilke andre dele af New Zealands imponerende natur, der skal danne kulisse for storfilmen.
Tongariro National Park på nordøen lagde jord til landet Mordor i ”Ringenes Herre”, mens eventyrbyen Edoras i Rohan blev bygget i Rangitata Valley.
Sammen med bl.a. bjerget Mount Ruapehu – Dommedagsbjerget – har områderne tiltrukket tusinder af turister i slipstrømmen af filmsuccesen.
Læs også: Her er fem fede film-destinationer