Fortsæt til indhold
Indland

Fakta om Katyn-massakren

Katyn-massakren er om noget et symbol på det vanskelige forhold mellem Polen og landets store nabo mod øst, Rusland:

I en skov ved den vestrussiske landsby Katyn i Smolensk-regionen begik den sovjetrussiske efterretningstjeneste NKVD en af de værste forbrydelser under Anden Verdenskrig.

I april 1940 beordrer sovjetdiktatoren Josef Stalin omkring 22.000 polske officerer, forfattere og embedsmænd myrdet med nakkeskud i Katyn-skoven og to andre landsbyer i det vestlige Rusland. Det vurderes, at Stalin på denne måde ville forhindre den vestligtsindede polske stats genopståen.

I april 1943 fandt tyske værnemagtssoldater i Katyn-skoven massegravene med over 4000 lig af de forsvundne polakker. Og i årene efter krigen gav Sovjetunionen da også nazityskerne skylden for massakren, som det var tabu at tale om i det kommunistiske Polen.

I årtier stod den historiske løgn om Katyn-massakren i vejen for en ægte forsoning mellem polakker og russere.

Først i 1990 i glasnost-perioden indrømmede den daværende Kreml-chef Mikhail Gorbatjov, at det var Stalin, der gav ordren til massemordet.

Den nuværende russiske premierminister, Vladimir Putin, rakte for tre uger siden ved en mindehøjtidelighed med den polske regeringschef, Donald Tusk, i Katyn-skoven hånden ud mod polakkerne og fastslog, at "disse forbrydelser på ingen måde kan forsvares".

Få dage derpå blev den polske præsident, Lech Kaczynski, og 95 andre dræbt ved et flystyrt i Smolensk, da de var på vej til Katyn. Den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, lover nu at åbne Katyn-arkiverne i Moskva.

De myrdedes pårørende og polske politikere har i årtier krævet en juridisk kulegravning af massakren, ofrenes rehabilitering og en officiel undskyldning fra russisk hånd.

/ritzau/dpa