Kaffe kan forebygge hudkræft
Et stort studie tyder på, at koffein i den rette mængde kan være en god idé.
Kaffe er blevet skældt ud for meget. Drikken sætter maven ud af balance, ødelægger skønhedssøvnen og giver hjerteproblemer.
Men ikke alt er nødvendigvis dårligt ved kaffe - så længe man drikker den rigtige mængde.
Koffeinen kan nemlig have positiv effekt på ens risiko for hudkræft ifølge ABC News.
Mindsker risiko
Det viser et studie blandt 113.000 mænd og kvinder foretaget af Jiali Han, professor i dermatologi og epidemiologi ved Boston's Brigham og Harvard School of Public Health.
Kort sagt har mennesker, der drikker flere end tre kopper kaffe om dagen, 20 pct. lavere risiko for at udvikle den mest almindelige form for hudkræft, nemlig basalcellekræft.
"Jeg tror, at vi får flere og flere beviser for de positive effekter ved kaffeforbrug, siger Jiali Han.
Fjerner farlige hudceller
Forklaringen på den positive effekt er sandsynligvis, at koffeinen hjælper kroppen med at gøre det af med beskadigede hudceller. Ultraviolet lys ødelægger hudceller, og hvis man ikke slipper af med dem, har de mulighed for at gro og give kræft.
"Men jeg ville ikke gå ud og drikke kaffe alene af den grund. Det tilføjer blot endnu en positiv ting til listen," siger han.
I princippet kunne man lige så godt drikke cola, men det fraråder han dog.
"For meget koffein - og især sukker - kan give dårlig påvirkning af helbredet," understreger han.