Danmark sætter trist verdensrekord
Intet sted i verden er modermærkekræft mere udbredt end blandt danske kvinder under 39 år.
I alt bliver mere end 1.800 danskere ramt af modermærkekræft hvert år. Knap 200 af dem er unge kvinder under 39 år, og tallet vokser år for år. Det oplyser Kræftens Bekæmpelse.
Opgørelsen over modermærkekræft i alle lande er netop færdigbearbejdet ud af de nyeste tal i WHO's kræftdatabase.
Skønt vi ikke tilsvarende har rekord i solskinstimer, er Danmark strøget ind på en klar førsteplads, når det gælder andelen af unge kvinder med modermærkekræft. Det gælder, selv når der er justeret for indbyggertal.
Det viser en beregning over modermærkekræft blandt 15-39-årige kvinder i alle verdens lande i 2008.
"Modermærkekræft stiger markant i alle aldersgrupper i Danmark, ikke mindst blandt de yngre kvinder, som nu indtager en meget trist førsteplads på verdensplan. Sådan behøver det ikke at være. De fleste tilfælde af modermærkekræft kunne faktisk undgås, hvis vi blev bedre til at passe på i solen og droppede solariet," siger Anja Philip, der er projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne.
Solarier?
Det er usikkert, hvor stor en del af tilfældene, man skal tilskrive brug af solarier. Men ifølge Kræftens Bekæmpelse forholder det sig sådan, at de, der bruger solarier meget, også solbader meget.
Imidlertid har flere store undersøgelser påvist, at brug af solarier øger kræftrisikoen markant. Jo yngre, solasriebrugeren er, jo mere risikabel er det. Således har 18-24-årige tre gange forøget risiko ved kun et månedligt besøg i solariet.