Brystkræft dræber flere yngre kvinder
Brystkræftpatienter under 35 år er mere udsatte for at dø, viser ny svensk forskning.
Det er langt sjældnere, at kvinder i 20-40 årsalderen får brystkræft. Men når de gør, er deres risiko for at dø af sygdommen meget større end blandt deres ældre medsøstre. Det viser en undersøgelse af 22.000 svenske kvinder, som forskere fra Karolinska Institutet og Uppsala Universitet netop har offentliggjort i videnskabstidsskriftet Plos One.
Af alle de brystkræftramte kvinder i undersøgelsen døde hver sjette. Blandt de yngre kvinder under 35 år var det kun 2 pct., som fik sygdommen, der til gengæld kostede hver fjerde livet. Og det på trods af, at de yngste kvinder fik den mest intensive behandling.
Mere aggressiv
En af forskerne bag undersøgelsen, brystkirurgen Hanna Fredholm, siger til svenske Expressen, at den ringere overlevelseschance blandt de yngste formentlig skyldes, at tumorerne er mere aggressive, og at kræften tit også opdages senere.
Hvorfor brystkræft hos yngre kvinder - helt op til 40 år - er mere aggressiv, ved forskerne ikke. Og formentlig er der lange udsigter til, at de finder ud af det, siger forskningschef i Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten.
»Vi mennesker vil gerne forklare alt, men brystkræft er en kompliceret sygdom. Hvad forskerne dog ved er, at arvelighed, højt alkoholforbrug, overvægt, hormonbehandling i overgangsalderen, tidlig pubertet, sen overgangsalder og ingen eller sene fødsler øger risikoen for at udvikle sygdommen,« siger Iben Holten.
Mange af risikofaktorerne for at udvikle brystkræft er relateret til, hvor høje koncentrationer af det kvindelige kønshormon østrogen den enkelte kvinde udsættes for, fra hun bliver kønsmoden, og til hun dør. F.eks. ved man, at risikoen for brystkræft falder, for hver graviditet kvinden gennemgår. Og at risikoen falder, hvis kvinden er ung, når hun føder første gang.
Forskerholdet bag den svenske undersøgelse går nu videre med at undersøge data for de yngre kvinder.
»Blandt andet vil vi se nærmere på deres kræftsvulsters gen- og proteinsammensætning, som muligvis kan forklare den øgede dødelighed i gruppen,« siger Hanna Fredholm.
Hun mener, at undersøgelsen peger på, at yngre kvinder bør behandles som en særskilt risikogruppe. Bl.a. bør alle yngre brystkræftramte få kemoterapi, mener hun. Begge dele er allerede indført herhjemme.
»Danske brystkræftpatienter under 40 år får allerede nu en skrappere kemobehandling end de ældre, netop fordi deres overlevelse er dårligere,« siger Iben Holten.
Men kan man så gøre mere for at opdage kræften hos de yngste: Ville mammografiscreening til andre end de 50-69-årige være en god idé?
»Nej, for i mange tilfælde er det slet ikke muligt hverken at mærke eller at se en eventuel kræfttumor i brystet hos en yngre kvinde. For det første er tumorerne hos yngre kvinder ofte små, men aggressive, for det andet er yngre kvinders brystvæv så fast, at det ofte er svært at opdage knuden med mammografi,« siger Iben Holten.