Kaffe kan blive en dyr mangelvare
Verdens mest udbredte kaffebønne kan være udslettet i 2080.
Det kan i fremtiden blive en dyr fornøjelse at drikke en kop kaffe. Hvis man overhovedet kan finde én at købe.
Klimaforandringer kan nemlig føre til, at Arabica-bønnen, som bruges i 70 pct. af alt kaffe, kan være udryddet i 2080.
Det skriver cbc.ca.
Særdeles følsom
Arabica-planten er særdeles følsom over for temperaturforandringer og sygdomme.
Derfor har forskere fra England og Etiopien undersøgt, hvordan klimaforandringer på sigt kan gøre hele områder uegnede for planten.
I bedste tilfælde vil der i 2080 ifølge forskerne være et fald på 38 pct. i områder, hvor Arabica-planten kan gro. I værste tilfælde vil tabet lyde på mellem 90 og 100 pct.
Samlet vurderer forskerne, at der er en "høj risiko for udslettelse".
Dårligt nyt
Og så er forskernes resultater med deres egne ord endda "konservative", fordi de ikke medregner den storstilede skovrydning i Arabica-egnede skove i Etiopien og Sydsudan.
"Modellerne antager intakt naturlig vegetation," skriver forskerne ifølge cbc.ca i rapporten.
Holder forskernes forudsigelser stik, er det dårligt nyt for kaffeproducerende lande som Etiopien, Brasilien og Colombia.
De tre lande eksporterede i 2009-2010 omkring 93 mio. sække kaffe til resten af verden til en anslået værdi af omkring 90 milliarder kroner.