Ambitiøs landevejskro

Hårdt stegt fisk

Et glas cava fulgte amusen på vej, og herefter fulgte en frisk grønærtesuppe med en crouton med krabbesalat, knust agurk, friske grønne ærter og en kvist krydderurter. Flot og lovende ouverture.

Det, der på kortet var præsenteret som vesterhavsfisk, var et stykke skindstegt rødfisk serveret med en lille stegt chorizo samt forskellige grønne, sorte og hvide bønner og - lakridsskum og vaniljesovs! Det var en lidt overraskende, men overordentlig vellykket smagskombination. Derimod var fisken for hårdt stegt - besynderligt nok, for ellers var aftenens præstationer præget af stor håndværksmæssig sikkerhed. Hertil en liflig spansk hvidvin, hvis navn vi ikke lige fik fat på.

Liflig sommerret

Næste forret var en lille anretning med stegt gråand garneret med hindbær i forskellige varianter. Frysetørret, gele, hele bær og syltede blommer med et pift af lavendel. En skive foie gras-terrine på andekødet skabte balance mellem det kraftigt smagende kød, den fede lever og de syrlige bær. En rosé fra Rioja fuldendte den liflige sommerret.

Efter tre spanske vine skiftede vi til en italiensk Vigne Nouove fra Valle Reale i Montepulciano. Det var en direkte brutal smagsoplevelse, indtil den viste sit værd som modspil til Nørre Vissing Kros udgave af surf and turf. Hovedretten var rosastegt kalvefilet, et stykke braiseret kalvebov og en bagt jomfruhummer med blandt andet syltede majskerner, rodfrugter, majspolenta og kartofler til.

Lang ventetid

Vi fik god tid til at nyde hovedretten. Lidt for god tid, faktisk. En time og otte minutter. Den første halve time gik meget godt, men da tallerkenerne var tomme, vinglassene var tomme og både vandglas og karaffel var tomme, begyndte vi så småt at spejde efter en smule betjening. Den dukkede først op efter yderligere en god halv times tid - med megen beklagelse, og undskyld ventetiden. To tjenere var simpelthen gået fejl af hinanden, den ene troede, at den anden osv …

I ventetiden havde vi tid til at koncentrere os om musikken, der vekslede tilsyneladende tilfældigt mellem smægtende taffelmusik og utålelig tæppebankermusik. I planlægningen af sansemenuen har man tilsyneladende glemt høresansen.

Vi fik også rødvin til ostene, og hermed vendte vi tilbage til aftenens spanske tema. En Mas Collet fra Celler de Capcanes, den førende producent i Montsant- området. Det var en herlig vin, som gik fint til de milde oste, men var totalt magtesløs over for en rivende stærk rødkitost og en kras blåskimmel. Til disse to sidste ville en sød vin have været de rigtige valg.