Norsk undersøgelse: Unge sover for lidt
Forskerne bag mener, at søvnvanskeligheder kan kaldes et folkesundhedsproblem.
Unge teenagere bruger alt for lang tid på at falde i søvn og kæmper med søvnløshed.
Det er konklusionen i et nyt studie, som et forskerhold fra Bergen har lavet med 10.000 deltagere mellem 16 og 19 år, skriver Videnskab.dk.
Studiet viser desuden, at de unge også sover alt for lidt i forhold til, hvad de selv mener, de har brug for.
Er vågen 47 minutter i sengen
I gennemsnit sov de unge kun seks timer og 25 minutter, mens de selvsamme unge vurderede deres søvnbehov til et gennemsnit på hele otte timer og 35 minutter. De mangler altså næsten en fjerdedel søvn for at komme op på det ønskede behov.
"Resultaterne fortæller os, at unge er bevidste om, at de har behov for meget søvn, men alligevel sover de alt for lidt. Voksne kan altså ikke bare sige, at de skal sove mere. Det ved de unge selv, men de kæmper med at øge deres egen sovetid," siger Mari Hysing, som er en del af forskerholdet, til det danske fagmedie.
En af de store syndere er, at de unge bruger 47 minutter i sengen på at falde i søvn.
Studiet peger på, at søvnvanskeligheder er et folkesundhedsproblem, fordi søvnmangel er en stærk risikofaktor for senere frafald fra arbejdslivet, og at personer med søvnvanskeligheder har en øget risiko for at udvikle en række psykiske og fysiske tilstande.
Påvirker indlæring
Rockwool Fondens forskningsenhed har tidligere estimeret unges behov for søvn.
Unge mellem 13 og 18 år skal således sove mellem otte og 10 timer.
Forskningsenheden pegede i begyndelsen af 2013 på, at for lidt søvn kunne påvirke de unges sociale relationer samt indlæringsevnen.