Fortsæt til indhold
Digitalt

Her er mobilen til mormor

Vi har taget et kig på to forskellige bud på mobiler, der er målrettet den ældre bruger.

Af MAY FREDERIKSEN, Mobilsiden.dk

Er du selv eller din mormor på jagt efter en nem, simpel mobil, der kun kræver et minimum af teknisk viden, og som tager højde for dårligt syn og nedsat hørelse? Så tag et kig på disse to mobiler: Emporia Elegance og Doro PhoneEasy 332gsm.

Emporia Elegance og Doro er begge mobilproducenter, der har specialiseret sig i at lave mobiltelefoner til de ældre brugere. Både lyd og skærmtyper er skruet helt op, og det samme er brugervenligheden.

Vi har taget et grundigt kig på to modeller.

Emporia Elegance

Designet på Emporia er enkelt og på sin vis elegant. Det er unfair at sammenligne den med moderne mobiltelefoner, for i så fald minder den mest om en legetøjsmobil til barnebarnet, men når nu mobilen er målrettet bedsteforældrene, giver det god mening, at designet er enkelt. De forvoksede knapper kommer også til sin ret i hånden på én, der aldrig tidligere har ejet en mobiltelefon.

Lydene fra tasterne minder mest af alt om dem fra et bip-bip-spil og leder igen tankerne hen på en legetøjsmobil.

Man belønnes med en fanfare, når man er færdig med at indtaste, har sendt en sms eller lignende.

Ældre-venlig

Skærmen er egentlig ikke så stor, men skriften er stor og tydelig. Det er samtidig nemt at ramme de store lækre taster, der føles gode at skrive på.

Alle funktioner findes som genvejstaster på siden.

På venstre side sidder volumen-knapper med skru op/ned. Ovenover findes tasten til lydløs, og nedenfor hold/lås telefonen.

På højre side er der øverst en lommelygte-taste, som giver en relativt kraftig lysstråle. Nedenunder er sms-tasten, der fører ind i sms-menuen. Herunder er genvejstasten til selve menuen, hvor man finder telefonbog, opkaldsinfo, beskeder og indstillinger, og nederst ligger knappen, der slår alarmen til og fra.

Man bladrer i kontakterne ved at køre op eller ned på piletasterne på forsiden af mobilen.

Sms-skrivning

Når man har modtaget en sms, er den første valgmulighed, man får, at slette beskeden. Herefter følger Kald nummer, Læs næste, og først herefter kommer Besvar, som ellers for mig er det mest logiske, når man modtager en sms.

Under Besvar får man igen en række muligheder: Ryd skærm, Originaltekst, Indsæt skabelon. Her vil jeg hellere bare mødes af en ny tom sms, der sendes af sted til den person, hvis besked jeg besvarer.

Til gengæld skal Emporia have point for at have flere besked-skabeloner lagt ind som Ja, Nej, Alt ok o.s.v. Dermed er det gjort ekstra nemt at sende et hurtigt og kort svar.

Opkald

Lyden under opkald er også optimeret til brugere, der måske ikke hører så godt, som de har gjort. For normale ører er den højeste volumen under opkald nok til at give ondt i ørerne. Så selvom moster Oda har nedsat hørelse, burde hun altså kunne høre samtalen.

Ringetone og medfølgende vibration er så kraftig, at hvis man ikke hører telefonen, burde man om ikke andet kunne mærke huset ryste.

Mistede opkald udløser et blinkende ! i displayet.

Der følger intet headset med Emporia, og der er heller ikke output til det, så det er udelukket at bruge håndfri sæt med Emporia.

Emporia Elegance koster omkring 1.500 kroner uden abonnement.

Doro PhoneEasy 332gsm

Doros ældremodel er ikke nær så elegant som Emporia.

Ligesom med Emporia vil det være unfair at sammenligne med almindelige, moderne mobiler. De er netop gjort enkle, og det giver et vist klodset look.

Menuen minder i Doro mere om den, man kender fra de første mobiler på markedet og de ældre Nokia-modeller.

I Doro bliver man ikke ikke som på Emporia ledt igennem en opsætning. Man skal selv rode i menuen efter, hvor man ændrer dato og klokkeslæt.

Tilbehør

Til gengæld følger der væsentlig flere ting med i kassen til Doro.

I papæsken ligger der, ud over en telefon med batteri, en oplader, en opladerstand, en key-chain, til at have mobilen om halsen, og et håndfri sæt. Opladeren kan sættes direkte i telefonen, men den kan også sættes i holderen, hvori mobilen fint kan stå og blive opladt.

Med Emporia fulgte kun oplader.

Taster og genveje

Foran på mobilen er der en del flere taster end på Emporia.

Øverst findes i den ene side en genvej til Menu, mens der i den anden side er Navne - dvs. adressebogen.

Under grønt og rødt telefonrør ligger tre taster til hurtigopkald. Altså en genvej til de tre numre, man ringer mest til. Ved siden af en genvej til sms-menuen.

På venstre side sidder volumen-knapper samt lommelygte-taste. Ovenpå er der en taste, der låser mobilen, hvis den holdes inde.

Sms-menuen er væsentlig mere intuitiv end på Emporia: Til gengæld er der ikke nogen skabeloner på beskeder, der er skrevet for én.

Tasterne er store og gode at skrive på.

Opkald

Lyden i Doros PhoneEasy er ok, men langt fra lige så høj som i Emporia. Ringetonen er høj, men vibratoren er ikke tilnærmelsesvis så kraftig som i Emporia.

Mistet opkald markeres med et stort rødt telefonrør og et !, der fylder næsten hele skærmen.

Doro PhoneEasy koster omkring 1.000 kroner uden abonnement.

Konklusion

Brugervenligheden er uden tvivl i top på de to modeller.

Vi har lavet en point-optælling for at nå frem til, hvilken af de to modeller, der gør det bedst som ældre-mobil.

Som bruger bliver man holdt i hånden og ført igennem opsætningen på Emporia, hvor man på Doro selv skal finde rundt for at indstille dato og tid. På Emporia er der endda på batteriet en vejledning i, hvordan man isætter og fjerner batteriet. 1 point til Emporia.

Om man foretrækker, at genvejstasterne sidder foran på mobilen eller på siden er en smagssag. 1 point til begge modeller.

Lyden under opkald er klart bedst i Emporias model, så hvis nedsat hørelse er et stort problem, er Emporia en vinder. 1 point til Emporia.

Doro vinder på alt det ekstra udstyr. 1 point til Doro.

Til gengæld er Emporia Elegance, som navnet antyder, lige lidt mere elegant. 1 point til Emporia.

Ud over Instillinger er der ikke noget på Emporia, som der ikke findes en genvejstaste til. 1 point til Emporia.

Doro har taster til hurtigopkald til de mest brugte numre. 1 point til Doro.

Tasterne på Emporia er næsten dobbelt så store som på Doro, så er det størrelsen, der gør det, vinder Emporia. 1 point til Emporia.

Den røde taste er på begge mobiler den taste, man bruger, når man skal ud af menuer, men også når man skal slukke mobilen. Derfor kan man måske uforvarende komme til at slukke mobilen, hvis den holdes nede lidt for længe - selvom man bare vil ud af menuen. Doro spørger, om man vil slukke, mens Emporia bare slukker. 1 point til Doro.

Alt i alt ender vi med en score på 6 - 4 til Emporia, som vi ender med at anbefale som mobilen til bedsteforældrene.

LÆS OGSÅ: Mobiltelefon til ældre