TDC: Det var en fejl at afvise Nokia
TDC smed Nokia ud og vendte Lumia 920 ryggen. Det var en fejl, fortæller TDC og Nokia nu.
For godt en måned siden fik butiks- og souscheferne i TDCs butikker meddelelsen om, at der ikke kunne indgås en tilfredsstillende aftale med Nokia for 4. kvartal.
Helt konkret betød det et stop for alle planlagte kampagneaktiviteter omkring Nokias telefoner, indkøb blev annulleret og Lumia 920 ville ikke blive forhandlet af landets største teleselskab.
TDC dropper Nokia og Lumia 920
Enighed
Efter Mobilsiden.dk omtalte TDCs beslutning, kom parterne til enighed og udsendte en pressemeddelelse om, at Nokia Lumia 920 alligevel kom på butikshylderne.
I onsdags besøgte Nokias internationale topchef, Steven Elop, Danmark, hvor han kom helt tæt på planerne omkring Lumia 920-lanceringen hos TDC i Danmark.
TDC tager Lumia 920 og Nokia til nåde
TDC: En fejl fra vores side
Da Mobilsiden.dk mødte Steven Elop, der gennem to år har gennemført oprydning, nedlukninger og besparelser i det kriseramte selskab, var budskabet, at TDCs udmelding var en fejl.
”Det var ikke en kilde til stress. Telefonen ringede, og vi fik løst tingene. Det var flot håndteret af alle. Nogle gange sker der fejl,” forklarede Steven Elop til Mobilsiden.dk.
TDC fulgte op og gjorde det klart, at med så stort samarbejde, som det man har med Nokia, kommer der bump på vejen.
”Det var en fejl fra vores side. Det havde ikke noget at gøre med det strategiske samarbejde med Nokia,” sagde administrerende direktør, Carsten Dilling, fra TDC.
Nedtoner mailen
TDC’s koncernchef Anders Jensen nedtonede efterfølgende sagen og mailen, der var sendt til ud alle butikkerne.
”Vi har ikke annonceret, at samarbejdet med Nokia ville ophøre. Det var et uddrag fra en e-mail taget ud af sammenhæng. Det handlede om lanceringen af ét produkt og ikke hele samarbejdet med Nokia. Mailen var en del af en forhandling med Nokia,” sluttede koncernchef Anders Jensen.
I dag er realiteterne, at Nokia og TDC samarbejder, og Nokia Lumia 920 vil kunne købes hos blandt andet TDC fra den 29. november 2012.
Læs også: Nokia Lumia 920 kommer den 29. november