Fortsæt til indhold
Digitalt

Rapport afliver computerspiller-myte

Kvinderne har skubbet "de unge knægte" væk fra kontorstolene, viser nye tal.

Den gennemsnitlige computerspiller er ikke længere en ung knægt.

Det er en kvinde, og hun er over 18 år.

Det viser nye tal fra den amerikanske brancheforening The Entertainment Software Association (ESA), som hvert år samler en række data om computerspil.

Ældre og kvinde

Rapporten viser blandt andet, at kvinderne i stigende grad er rykket ind foran computerskærmene.

Morten Nielsen, formand for brancheforeningen Multimedieforeningen, siger i en pressemeddelelse:

"Rapporten fortæller, at den gennemsnitlige computerspiller nu er 37 år gammel, og at næsten en tredjedel af computerspillerne er over 50 år. Når vi så samtidig kan se, at 42 pct. af alle computerspillere er kvinder, så kan vi vist roligt begrave de gamle stereotype billeder af den typiske computerspiller - den unge knægt, der sidder inde på sit mørke værelse med sin computer."

Flere målgrupper

Ifølge Morten Nielsen har spiludviklerne også fået øjnene op for, at markedet har ændret sig.

Han forventer derfor, at fremtidens marked vil byde på endnu flere computerspil til brugerne, der altså tæller unge som ældre.

LÆS OGSÅ: Computerspil gør vores børn svage