Facebook tester ny katastrofeside
"Like" knappen bliver til "Safe" på Facebooks nye katastrofeside. Japanerne tester i dag.
Tryk "Safe" hvis du er i god behold.
Sådan lyder opfordringen fra Facebook, som i dag tester en ny landsdækkende katastrofeside i Japan kaldet "Disaster Message Board". Siden skal være en alternativ måde at få fat på sine venner og familie, når katastrofen rammer. Det skriver YokosoNews.com
Japanerne leger med
"Evakuerede til bedstemors hus så hurtigt, som jeg kunne."
"Alt er okay her. Hvad med jer?"
Det er blot nogle af de kommentarer, som japanske Facebookbrugere skriver i dag. Brugerne er blevet opfordret af Facebook til at teste katastrofesiden, så de ved, hvordan den skal bruges, hvis katastrofen rammer. Konceptet handler om, at man på samme måde, som man klikker "Like" skal klikke "Safe" for at vise, at man er i god behold. Andre kan også gå ind og klikke "Safe" for en anden og gå ind og tilføje yderligere oplysninger om, hvor pågældende befinder sig.
Når der er klikket "Safe" vil et blåt "Safe-skilt" vises ud for brugerens navn.
Under jordskælvet i Japan i 2011 benyttede japanerne sig i stor stil af sociale medier som Facebook og Twitter for at finde ud af, om deres kære var i god behold. Meningen med siden "Disaster Message Board" er, at den vil blive aktiveret under en sådan katastrofe og deaktiveret igen efterfølgende.
Testen af "Disaster Message Board" varer to dage, og det kræver en japansk ip-adresse at afprøve den.
LÆS OGSÅ: Nu ryger vennerne i skraldespanden