Fortsæt til indhold
Digitalt

Danskerne er mere online end japanerne, men elsker stadig tv

Danskerne overgår både tyskerne, amerikanerne og japanerne i at være online.

Danskerne er i allerhøjeste grad online.

Hele 90 pct. af danskerne er nemlig internetbrugere, og dermed ligger Danmark i top, når man sammenligner med en række andre lande i verden.

Det er netop hvad forskerne har gjort i en ny rapport fra Roskilde Universitet (RUC), hvor man har undersøgt brugen af nyhedsmedier i ni lande ved at spørge et repræsentativt udsnit af indbyggerne.

Blandt de ivrigste digitale mediebrugere

Foruden Danmark er der tale om Japan, Brasilien, USA, Tyskland, Spanien, Storbritannien, Frankrig og Italien.

"Danskerne er blandt verdens ivrigste, digitale mediebrugere. Vi ligger i front, når det gælder brug af internettet, smartphones og tablets," udtaler adjunkt Rasmus Kleis Nielsen, der står bag forskningsrapporten sammen med professor Kim Schrøder.

Danskerne har derudover et ganske højt nyhedsforbrug sammenlignet med de øvrige lande.

Fjernsynet stadig et hit

89 pct. angiver, at de følger nyheder mindst én gang om dagen, mens det tal eksempelvis hedder 76 pct. i USA.

Og selv om danskerne har en massiv onlinetilstedeværelse, er det gammeldags fjernsyn stadig det sted, de fleste, 85 pct., får deres nyheder,mens 81 pct. holder sig orienteret på internettet.

Det betyder dog ikke, at de udelukkende får deres nyheder på nettet, for 76 pct. af de adspurgte danskere bruger en blanding af offline og online medier, når de skal følge med i nyhedsstrømmen.

Danskerne har tillid til de danske medier

Og så er man i Danmark tilsyneladende mere trofast over for de etablerede nyhedsmedier end i de øvrige lande.

For danskerne er ikke meget for at bruge internationale søgemaskiner og sociale medier som f.eks. Facebook.

"Danske nyhedsmediers stærke position i kampen om folks opmærksomhed bygger på den tillid, de over tid har opbygget til mediernes brand, deres alsidige udbud af indhold målrettet mod forskellige interesser, og deres brugervenlige digitale tilbud," lyder det fra Rasmus Kleis Nielsen.

Rapporten er resultatet af et samarbejde mellem Center for Magt, Medier og Kommunikation ved Roskilde Universitet og en række internationale samarbejdspartnere, koordineret af Reuters Institute for the Study of Journalism ved University of Oxford.

Læs rapporten her (eksternt link)