*

Pittelkow

Bandekrig og kultur

Unge muslimske bandemedlemmer har en kulturel bagage, der er ubrugelig i Danmark. Ændres det ikke, kommer man ikke langt.

Politisk kommentator Ralf Pittelkow. Foto: Lars Krabbe

Onsdag fremlagde justitsminister Brian Mikkelsen en pakke mod bandekrigen. Den rummer blandt andet strengere straffe, flere politiressourcer og udvidede redskaber for politiets efterforskning.

Der er brug for skrappere midler for at bekæmpe bandekrigens anarki, som er en fuldkommen utålelig tilstand for et civiliseret samfund. Nogle af forslagene vil sikkert kun have beskeden virkning, men andet kan gøre en reel forskel.

Respekt for udvisning

Således synes det brugbart, at pakken giver nye muligheder for at udvise udenlandske statsborgere, der er i besiddelse af våben. Som en dommer engang sagde til mig: ”Udvisning er det eneste de typer har respekt for.”

Samtidig får politiet bedre chancer for at gennemføre den nultolerance over for voldskriminalitet, som man har haft succes med andre steder, for eksempel New York.

Men det er klart, at indsatsen mod selve bandekrigen ikke kan stå alene. Der ligger en kæmpeopgave med at forhindre, at unge mennesker overhovedet ender som gadekæmpere.

Forskelsbehandling

Denne forebyggende indsats må tage højde for, at man ikke kan behandle rockere og indvandrere, som om de var ens. Indsatsen over for rockerne skal næppe ændres, men intensiveres. Derimod er der brug for at tage helt anderledes fat i forhold til indvandrerne.

Bandekrigen har bragt et nyt begreb frem: ”vagter”. Det vil sige unge muslimske indvandrere, der fungerer som en slags alternativt politi, der overvåger og behersker deres bandeterritorium. Det giver dem en følelse af selvhævdelse over for fremmede og over for det danske samfund.

Mønsteret findes endnu mere markant i andre europæiske lande, hvor unge muslimer etablerer, hvad briterne kalder ”no-go areas” – altså områder, hvor fremmede, herunder politiet, ikke må komme ind.

Hos de unge indvandrere er dette mønster forbundet med stærke træk i deres kulturelle baggrund, som de så kører ud i det ekstreme.

Offer for samfundet

Til denne kulturelle baggrund hører blandt andet følgende: Man er offer for de vestlige samfund. Man skal værne om en identitet, der angiveligt er rigtigere og bedre end den, som vestlige værdier kan tilbyde. Man skal vinde respekt, og det gør man ved ydre autoritet, det vil sige ved at være stærk og kampberedt. Disse unge er opdraget med kontant ydre autoritet.

Psykologen Nicolai Sennels har ud fra sine professionelle erfaringer leveret fremragende beskrivelser af disse mekanismer i bogen ”Blandt kriminelle muslimer”. Men da hans analyser er politisk ukorrekte, er det ikke ham, tv-journalisterne interviewer.

Hvis man skal komme nogen vegne, så er man nødt til at få brudt dette mønster, så de unge begynder at få smag for en anden identitet – for eksempel ved at få lyst til at uddanne sig. Men det kræver, at forældre, pædagoger og lærere ikke render rundt og bekræfter de unge i deres offermentalitet og nedrakning af det danske samfund.

Det drejer sig med andre ord ikke bare om en social indsats. Det drejer sig i allerhøjeste grad om en kulturel indsats. En indsats mod kulturnormer, der ikke dur i det danske samfund.

De unge muslimer skal opdrages til positive og konstruktive deltagere i det danske samfund. Hvis ikke forældre og pædagoger kan bringes til at påtage sig denne opgave, kommer man ikke langt.

Tv: De er bange på Nørrebro

null

  • Hollande på ferie (2012): Franskmændenes indtryk af deres præsident lider det første store knæk, da de ser ham holde afslapningsferie i Sydfrankrig. Han kritiseres for ikke at tage embedet alvorligt nok.
  • Budgetminister taget for skattefusk (2013): Jérôme Cahuzac, præsidentens budgetminister, træder tilbage efter afsløringer om, at han har haft en hemmelig bankkonto i skattely i ca. 20 år.
  • Krigen i Mali (2013): Francois Hollande sender franske militærstyrker til det vestafrikanske land Mali for at bekæmpe islamistiske oprørere. Den franske præsident viser for første gang, at han tør tage store militære beslutninger.
  • Den utro præsident (2014): Sladdermagasinet Closer afslører, at Hollande tager på natlige scooterbesøg hos den franske skuespiller Julie Gayet. Affæren får hans samlever, Valérie Trierweller, til at forlade Elysée-palæet. Hun skriver en bog om ydmygelsen.
  • Terrorangreb (2015-): Frankrig har i Hollandes regeringstid været ramt af en stribe blodige terrorangreb. Hver gang har præsidenten haft til opgave at berolige befolkningen, og her er han blevet rost for at holde den samlet.
  • Arbejdsmarkedsreformer (2016): Hollande og hans regering gennemtrumfer omfattende og omstridte arbejdsmarkedsreformer, som tusindvis af franskmænd demonstrerer imod.
  • ”En præsident burde ikke sige det her…” (2016): To journalister fra Le Monde udgiver en omstridt bog om præsidenten. Han kritiseres for at tale mere med journalister end at gøre noget godt for befolkningen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her