*

Pittelkow

Hvornår får Sverige demokrati?

Fru Svenssons nabo kan overvåge, hvem hun stemmer på ved valget den 19. september.

Politisk kommentator Ralf Pittelkow. Foto: Lars Krabbe

”Det er da løgn!”



Denne vantro reaktion møder jeg som regel, når jeg fortæller nogen om, hvordan et svensk valg foregår. Emnet dukker op, fordi der skal være valg til Riksdagen den 19. september.



I Danmark har vi én lang stemmeseddel, som vælgeren sætter et kryds på bag stemmeboksens gardiner. I Sverige er der et kort for hvert parti, og man bruger så kortet for det parti, man vil stemme på.

Synligt partivalg

Nu kommer så det, der får folk til at udbryde: ”Det er da løgn!” Kortene ligger fremme i valglokalet. Vælgeren tager et kort, mens alle tilstedeværende kan se med og dermed finde ud af, hvem man stemmer på. Og nej, det er ikke løgn.



Man kan selvfølgelig lægge røgslør ud ved at tage flere forskellige kort. Men det ændrer ikke ved det ubehagelige og forkastelige i, at folk kan følge med i, hvilke kort man tager med.



Denne form for kontrol er især virkningsfuld i forhold til partier, der betragtes som kontroversielle. Aktuelt gælder det specielt det indvandringskritiske Sverigedemokraterne. Overvågningen kan få vælgere til at afstå fra at tage partiets kort.

Mere autoritær politisk kultur

Vi er jo vant til, at demokrati ikke bare betyder frie, men også hemmelige valg. Set ud fra denne alment anerkendte målestok er Sverige ikke et fuldt udviklet demokrati.



Systemet afspejler en svensk politisk kultur, som er betydeligt mere autoritær end den danske. Myndigheder og meningsdannere går væsentligt længere i forsøget på fra oven at kontrollere og styre borgernes valg.



I stedet for at give plads for en åben debat med et parti som Sverigedemokraterne, holder man dem ude fra valgdebatterne i tv og en stor del af den øvrige mediedækning. Man tiltror ikke borgerne evnen til selv at tage stilling.

Danmark-besættelse

Nogle svenske meningsdannere og politikere lider i disse år af en slags Danmark-besættelse. De har et stærkt behov for at få bekræftet deres selvopfattelse som moralens vogtere og folkets gode hyrde ved at kritisere den danske udlændingepolitik. Ikke på argumenter, men på skældsord – når man ikke kan finde ud af at føre en oplyst debat, kan man altid kalde folk for ”racister”.



Også denne debatform er udtryk for, at der er alvorlige problemer med den demokratiske kultur i Sverige. Måske skulle den svenske elite bruge lidt mindre energi på Danmark og lidt mere på en tiltrængt selvransagelse.



De fleste danskere kan i almindelighed godt lide svenskere. Men Sverige som samfund er genstand for en ligegyldighed, som står i slående kontrast til den svenske debats kredsen om Danmark. Engang fyldte Sverige meget mere, ofte præget af en vis beundring og misundelse (ikke kun, fordi de slog os i fodbold).



Vi burde interessere os mere for Sverige.



For tiden kunne vi drage nytte af de positive svenske erfaringer med en økonomi, der befinder sig i kraftig vækst.

Nødvendig selvransagelse

Samtidig er det værd at følge den fejlslagne svenske indvandrings- og integrationspolitik. Sverige har kastet sig ud i et gigantisk forsøg på at opløse sig selv som nation. Vi bør betragte det som et lærestykke i, hvordan man ikke skal gøre.



Ved at interessere os mere for Sverige kunne vi måske også yde et beskedent bidrag til den nødvendige svenske selvransagelse. For eksempel ved at stille spørgsmålet: ”Hvornår får Sverige demokrati?”.





null

  • Hollande på ferie (2012): Franskmændenes indtryk af deres præsident lider det første store knæk, da de ser ham holde afslapningsferie i Sydfrankrig. Han kritiseres for ikke at tage embedet alvorligt nok.
  • Budgetminister taget for skattefusk (2013): Jérôme Cahuzac, præsidentens budgetminister, træder tilbage efter afsløringer om, at han har haft en hemmelig bankkonto i skattely i ca. 20 år.
  • Krigen i Mali (2013): Francois Hollande sender franske militærstyrker til det vestafrikanske land Mali for at bekæmpe islamistiske oprørere. Den franske præsident viser for første gang, at han tør tage store militære beslutninger.
  • Den utro præsident (2014): Sladdermagasinet Closer afslører, at Hollande tager på natlige scooterbesøg hos den franske skuespiller Julie Gayet. Affæren får hans samlever, Valérie Trierweller, til at forlade Elysée-palæet. Hun skriver en bog om ydmygelsen.
  • Terrorangreb (2015-): Frankrig har i Hollandes regeringstid været ramt af en stribe blodige terrorangreb. Hver gang har præsidenten haft til opgave at berolige befolkningen, og her er han blevet rost for at holde den samlet.
  • Arbejdsmarkedsreformer (2016): Hollande og hans regering gennemtrumfer omfattende og omstridte arbejdsmarkedsreformer, som tusindvis af franskmænd demonstrerer imod.
  • ”En præsident burde ikke sige det her…” (2016): To journalister fra Le Monde udgiver en omstridt bog om præsidenten. Han kritiseres for at tale mere med journalister end at gøre noget godt for befolkningen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
EU-dom truer folkestyret
Ralf Pittelkow
EU har netop holdt topmøde, hvor et hovedpunkt var den såkaldte europagt.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Det Britiske valg

Følg vores samlede dækning af det britiske parlamentsvalg med nyheder, analyser og baggrundshistorier.

Mest læste Britisk valg
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her